Sådan kommer filmfestival rundt om pandemien

Som del af et stort digitalt program har CPH Dox i år inviteret kendte navne som David Byrne og Slavoj Zizek

Festivalen bliver igen i 2021 en anderledes oplevelse. Genrefoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

Sidste år var den danske filmfestival CPH Dox nødt til at gå online og arrangere en digital festival på grund af coronavirusset.

Det samme bliver tilfældet i år, når CPH Dox skyder filmfestivalen i gang 21. april med et stort digitalt program med deltagelse af flere kendte kunstnere.

Det oplyser CPH Dox i en pressemeddelelse.

Noget bliver live

En del af programmet kommer til at bestå af digitale samtaler og debatter, der vil foregå live. Der bliver ifølge festivalen taletid til både veletablerede navne og nye stemmer.

Blandt nogle af de veletablerede navne, der gæster festivalen, er musikeren David Byrne. Han medvirker også i koncertfilmen “American Utopia”, som er instrueret af Spike Lee og er en del af filmprogrammet på dette års festival.

Filosoffen Slavoj Zizek deltager også, ligesom performancekunstneren Marina Abramovic, som deltager i anledning af verdenspremieren på filmen “512 Hours with Marina Abramovic”, der vises på CPH Dox.

– Store dele af Danmark – ikke mindst kulturen – vil fortsat være lukket ned, når vi tager hul på CPH Dox den 21. april, siger Tine Fischer, direktør for CPH Dox, i pressemeddelelsen.

– Jeg er derfor super glad for, at vi i år står klar med et stort og ambitiøst digitalt program, som kan opleves af alle i Danmark – uanset om man bor i København, Kerteminde eller Kolding.

Forlænger festival

Med den nye genåbningsplan for Danmark, som regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier vedtog mandag, er det planlagt, at danske biografer igen får mulighed for at åbne for publikum 6. maj.

På den baggrund har CPH Dox besluttet at forlænge festivalen til 12. maj, så den forhåbentlig kan afsluttes i de danske biografer.

– Vi glæder os helt afsindigt til at møde vores publikum igen – både digitalt og i biograferne, siger Tine Fischer.

I år planlægger festivalen at vise 180 dokumentarfilm. De vil i første omgang blive vist på festivalens streamingplatform, hvorefter der altså er håb om, at flere af dem også kan ses i biograferne.

Det samlede festivalprogram bliver offentligt i slutningen af marts.

Powered by Labrador CMS