Sådan slipper han for straf
Afgørelsen er truffet, efter at Cosby har afsonet mere end to år af en dom, som han fik i 2018 for overgreb
Den højeste retsinstans i Pennsylvania omstøder en dom over Bill Cosby om seksuelle overgreb.
Derfor bliver han løsladt fra fængsel.
Afgørelsen er truffet, efter at Cosby har afsonet mere end to år af en dom, som han fik i 2018 på mellem tre og ti års fængsel for et seksuelt overgreb begået mod en kvinde i 2004.
I en 79 sider lang redegørelse omstøder den højeste domstol i Pennsylvania dommen over Cosby, som blev løsladt få timer efter domstolens afgørelse var blevet offentliggjort.
Takker på Twitter
Kort efter mødte Bill Cosby op til et kort pressemøde, hvor han lod sine advokater svare for sig.
Men natten til torsdag dansk tid skriver skuespilleren på Twitter:
– Jeg har aldrig ændret mit standpunkt eller min historie. Jeg har altid holdt fast i, at jeg er uskyldig. Tak til alle mine fans, støtter og venner, der har stået ved min side gennem denne prøvelse.
– Et særligt tak skal lyde til Pennsylvanias højesteret for at værne om retssikkerheden.
Hellere fængsel
Cosby har tidligere sagt, at han hellere ville afsone ti års fængsel end at give udtryk for anger over sit møde med Andrea Constand i 2004.
Bill Cosby blev beskyldt for at have bedøvet og seksuelt misbrugt Andrea Constand.
Cosby har afvist, at der var tale om et overgreb mod Constand.
Han hævder, at der var givet samtykke fra hendes side.
Fejl i retsag
I 2019 tabte Bill Cosby en ankesag.
Men domstolen i Pennsylvania mener nu, at der skete en procedurefejl i retssagen mod komikeren og skuespilleren, som engang var en af USAs mest folkekære tv-stjerner.
Retten fastslår, at Cosby havde stolet på et løfte fra en tidligere anklager i sagen. Det gik ud på, at Cosby ikke ville blive strafforfulgt for udtalelser, han havde fremsat i den civile retssag.
I retsafgørelsen hedder det, at den nuværende statsadvokat Kevin Steele, som traf afgørelsen om at anholde Cosby, var forpligtet til at holde sig til sin forgængers løfte.
Mange anklager
Cosby vandt amerikanernes hjerter i rollen som familiefaren Cliff Huxtable i “The Cosby Show” – og han blev ofte omtalt som hele Amerikas far.
I alt har omkring 60 kvinder anklaget Cosby for seksuelle overgreb, der angiveligt har stået på siden 1960’erne.
Langt de fleste af anklagerne kan dog ikke prøves ved en domstol, da de er juridisk forældede.
Det var derfor kun Andrea Constands beskyldninger, der endte i retten.
Bill Cosby er i dag 83 år.