Sælger for millionbeløb

Den 103-årige journalist og forfatter, som er flyttet på plejehjem, har nu fået solgt sin ejerlejlighed med smuk udsigt til Øresund

Offentliggjort Sidst opdateret

Se flere fotos i billedgalleriet herover

Der gik ikke lang tid, før Lise Nørgaards udsigtslejlighed i Skodsborg nord for København blev solgt. Kun 44 dage. Det skriver boligmediet Boliga.dk.

Den 82 kvadratmeter store ejerlejlighed, som ligger i 60’er-lejlighedskomplekset Skodsborgparken, kom på markedet i februar, efter Nørgaard, som er 103 år gammel, flyttede på plejehjem.

Og den blev altså taget af markedet igen i april.

Det bekræfter ejendomsmægler Kristian Kofoed fra LokalBolig Holte over for Boliga.dk

– Lejligheden er i særdeles god stand og lige til at flytte ind i, så der har været mange interesserede i boligen. De seneste måneder har vi solgt flere lejligheder i Skodsborgparken, og det gunstige boligmarked i øjeblikket har også været medvirkende til den relativt korte liggetid på blot halvanden måned.

Dermed er journalisten og forfatterens nu tidligere hjem solgt markant hurtigere end gennemsnittet i Rudersdal Kommune. I årets første måneder har det nemlig i gennemsnit taget 125 dage – lidt mere end fire måneder – at sælge en ejerlejlighed i den attraktive kyst-kommune.

Scorer formue på boligsalg

Hvilken pris, Lise Nørgaard har solgt sin lejlighed i Skodsborg for, melder historien ikke noget om.

Men hvis beløbet nærmer sig udbudsprisen på 4.695.000 kroner, så er det tæt på to millioner kroner mere end det beløb, som Nørgaard selv betalte for hjemmet tilbage i 2011.

Dengang overtog forfatteren nemlig nøglerne til adressen for 2.625.000 kroner. Det viser Boliga.dks salgshistorik.

Mest sandsynligt er det dog, at køber har fået et afslag med i handlen. 87,5 procent af årets lejlighedshandler i Rudersdal Kommune er nemlig solgt med et prisnedslag, der i gennemsnit beløber sig til tre procent.

Personen eller personerne, som Nørgaard har solgt sit hjem til, kan se frem til at flytte ind i en lejlighed, hvor der er en forrygende udsigt til Øresund fra både altanen og de kystvendte vinduer. Vand i sigte, så langt øjet rækker.

Lise Nørgaard selv er som nævnt flyttet på plejehjem, hvor hun formentlig skal tilbringe resten af sit liv.

Den 103-årige journalist og forfatter har en lang række essays, romaner og manuskripter på sit CV. Men især er hun kendt som kvinden bag den voldsomt populære tv-serie Matador, der første gang løb over skærmene i 1978.

Se flere fotos i billedgalleriet herover

Powered by Labrador CMS