Særlig fødselsdag: Sådan fejres hun
Fejringen af den svenske kronprinsesse kommer ikke til at forløbe, som den plejer
Den svenske befolkning har fejret kronprinsesse Victorias fødselsdag hele ugen. Men nu er dagen, hvor hun fylder 45 år, oprandt.
Den svenske kronprinsesses fødselsdag kommer ikke til at forløbe helt, som den plejer.
Traditionen tro kan hun se frem til at blive fejret ved folkefesten Victoriadag på Sveriges næststørste ø, Öland.
Men normalt begynder fødselsdagsfejringen allerede klokken 14, hvor fødselaren plejer at gå rundt og hilse på alle de fremmødte, efter hendes far, kong Carl Gustaf, har sunget fødselsdagssang og holdt tale for hende.
Men i år bliver det anderledes. Fejringen starter nemlig først senere på eftermiddagen, og her vil kronprinsesse Victoria sammen med prins Daniel og børnene Estelle og Oscar - for første gang på kronprinsessens fødselsdag - køre i hestevogn gennem Borgholm til Borgholms Slotsruin, hvor aftenfesten holdes.
Tur i hestevogn med familien
Hestevognskortegen har en helt særlig betydning, fortæller Billed-Bladets kongelige ekspert og hofreporter, Ulrik Ulriksen, til Billed-Bladet.
- For mig at se, er det tydeligt, at kronprinsessen køres mere og mere i stilling til sin kommende rolle som dronning af Sverige. Normalt ser vi jo ellers hestevognskørsel til kæmpe begivenheder som bryllupper. Så jeg synes, det vidner om en udvikling. Derudover er det jo også bare mere coronavenligt, selvom verden er ved at være tilbage til normalen de fleste steder, lyder det.