Sangblondine kendt fra tv
Jessica Simpson blev allemandseje efter reality-program i begyndelsen af 2000'erne med eksmanden Nick Lachey. Fredag 10. juli fylder hun 40 år.
Det er ikke mange detaljer om sit liv, Jessica Simpson har holdt for sig selv de seneste 20 år.
– Jeg er ikke nogen perfekt offentlig person. Vi har alle monstre i skabet, lød hendes begrundelse for at udgive en bog i et tv-interview i begyndelsen af året.
Artiklen fortsætter under videoen.
Fredag 10. juli fylder kvinden, der kan kalde sig sangerinde, realitystjerne, skuespillerinde, forfatter og entreprenør, 40 år.
Kendt som teenager
Jessica Simpson har allerede haft en lang karriere inden for underholdningsbranchen.
Hun blev kendt, da hun som teenager udgav sit soloalbum i 1999 og hittede med sangen “I Wanna Love You Forever”.
Simpson, der er vokset op i byen Abilene i den amerikanske delstat Texas, sang jævnligt i en lokal kirke.
Hun udgav en cd med kristne sange, som nåede hjem til chefen for pladeselskabet Sony Music Tommy Mottola, der så potentiale i den lille lyshårede sydstatspige med den storskrålende stemme.
Udstillet som “blondine”
Selv om Jessica Simpson har holdt fast i musikken i alle årene, var det, da hun og hendes tidligere mand, Nick Lachey fra boybandet 98 Degrees, lod MTV’s kameraer flytte med dem i deres nye hjem, at Jessica Simpson for alvor blev kendt.
Programmet “Newlyweds” fra i begyndelsen af 2000’erne blev en stor succes, og Nick og Jessica var pludselig allemandseje i USA.
Blandt andet episoder der udstillede Simpson som lidt af en “blondine”, der stillede mange dumme spørgsmål, og som ikke gik op i meget andet end shopping, var med til at forme hendes image udadtil.
Serie øgede pladesalg
En af de mest kendte episoder var, da Jessica Simpson en aften i huset med Nick Lachey spørger ind til den tun, de spiser.
– Er det kylling, jeg spiser, eller er det fisk?, lyder det fra dengang 23-årige Simpson.
Serien var også en god forretning for Simpsons pladesalg og har medvirket til at skaffe hende flere filmroller.
Anderledes gik det for ægteskabet, og parret gik fra hinanden i 2005.
Startede milliardvirksomhed
Jessica Simpson har siden lanceret et tøjmærke, der er blevet en milliardvirksomhed. Og i 2014 blev hun gift med den tidligere NFL-football-spiller Erich Johnsen. Parret har to børn sammen.
Efter flere år, hvor skilsmisse, skiftende forhold og graviditet var til offentlig diskussion, forsvandt hun ud af rampelyset.
I begyndelsen af 2020 var hun tilbage med offentliggørelsen af bogen “Open Book”.