Sangerinde: Folk hviskede og pegede på mig på gaden

Stine Bramsen startede karrieren i bandet De Rå Løg, væltede Danmark i gruppen Alphabeat og har hittet som solist med numre som “Prototypical” og “Cavalry”.

Nu er hun aktuel med singlen “You’re Not Giving up” og fortæller i den anledning om nogle af sin karrieres første gange:

Første gang jeg stod på scenen:

– Det må have været, da jeg var 8-10 år gammel med mit første band, De Rå Løg, hvor vi dansede synkron støvledans på række, og jeg følte mig sej som Tina Turner i “Rolling On The River”. Jeg elskede at synge og optræde fra første sekund.

Første gang jeg følte, jeg virkelig lykkedes som solist:

– Det var nok, da min første single “Prototypical” tog så godt fat lige fra start. Den blev “Ugens uundgåelige”, og liveversionen fik sindssygt mange views og gode kommentarer på min Facebook-side og på YouTube på meget kort tid.

Første gang jeg tvivlede på, om jeg havde satset rigtigt:

– Det var måske, da min storladne ballade “The Day You Leave Me” stort set kun blev spillet på P3 og ingen af de andre store radiostationer og så døde lidt ud. Den fik slet ikke den medvind og anerkendelse, jeg havde håbet.

– Heldigvis er jeg mega stolt af den sang i dag, og det har jeg blandt andet Sebastian at takke for, da han skrev og fremførte den smukkeste danske version af den sang i “Toppen Af poppen”, da jeg medvirkede.

Første gang jeg læste en anmeldelse af noget, jeg havde lavet som solist:

– Der vurderede jeg, at nogle mænd bare ikke kan kapere stærke, feminine kvinder på en scene. Hvis man fokuserer mere på, om artisten må have stiletter på, end det musikalske, så mister jeg lidt interessen for anmelderens mening.

Første gang jeg fik løn – og hvad jeg brugte pengene på:

– Jeg brugte dem formentlig overhovedet ikke i første omgang. Jeg er mere typen, der sætter pengene på kontoen, så banken siger ja, når jeg forelsker mig i endnu et nyt hus hvert andet år.

Første gang jeg blev genkendt på gaden:

– Jeg var nok meget i tvivl, om det virkelig var derfor, de kiggede og hviskede så underligt, da det skete. I stedet for bare at sige “hey, du er sej!” eller “jeg synes, du synger mega godt!”, så er der i Danmark en genert pegestil, som jeg stadig ikke helt forstår.

Første gang jeg blev behandlet som en VIP:

– Der har jeg helt sikkert ikke følt mig spor VIP. Det der med privat bås på en klub og spande med sprut har aldrig fået mig til at føle mig spor glamourøs eller særlig.

– Tværtimod virker den slags lidt kunstigt for mig, og jeg føler mig nok mere som en giraf, der skal udstilles, desværre. Min kære mand kan til gengæld få mig til at føle mig meget vigtig og særlig.