Sanne Salomonsens liv bliver til en musical
"Sanne The Musical" får premiere i Tivolis Koncertsal i 2019 og fortæller historien om hele Danmarks rockmama.
Hun står bag kæmpehits som “Den Jeg Elsker”, “Taxa” og “Kærligheden Kalder” og har toppet 80’ernes hitlister.
Men hun har også mødt modgang, kæmpet for at forsørge sin søn og blev i 2006 ramt af en blodprop i hjernen.
Nu kan fans af Sanne Salomonsen få indblik i både op- og nedture i sangerindens liv i en ny musical kaldet “Sanne The Musical”, som får premiere næste år.
Det oplyser Live Nation og Langkjær Entertainment i en pressemeddelelse.
Skræmmende og spændende
“Sanne The Musical” får premiere i Tivolis Koncertsal 19. september 2019 og skal derefter landet rundt på turné i Vejle, Odense, Aalborg, Holstebro og Aarhus.
Musicalen fortæller historien om Sanne Salomonsens liv med et udvalg af hendes største hits som lydtæppe.
Og den 62-årige sangerinde glæder sig til at opleve sit liv genfortalt på scenen.
– Det er stort, det er spændende, og det er skræmmende at skulle opleve sit eget liv som musical på scenen, siger hun i pressemeddelelsen og fortsætter:
– Jeg glæder mig til at se, hvordan det kreative team og resten af holdet kommer til at gribe det hele an, og jeg glæder mig til musicalen og er selvfølgelig meget spændt på resultatet.
Musicalen er udviklet og produceret af Langkjær Entertainment og Live Nation, som i fællesskab står bag musicals som “Midt om Natten”, “Kærlighed ved Første Hik” og den kommende “Terkel – The Motherfårking Musical”.