Sara Blædels svimlende dyre rækkehus solgt hurtigt
Sara Blædels 11 millioner-hjem blev solgt i en ruf.
Det er ikke kun Sara Blædels krimier, der er i høj kurs.
Også den danske forfatterindes rækkehus i Kartoffelrækkerne på Østerbro i København.
Den blev udbudt officielt til salg den 20. oktober og har vist sig at være en eftertragtet vare.
Solgt efter blot en enkelt dag
Allerede den 21. kunne ejendomsmægleren nemlig forsyne onlinesalgsopstillingen med det glædelige badge: Solgt. Det skriver Boliga.
Det tog altså ikke mere end en enkelt dag på det officielle marked – og måske lidt flere på mæglerens interne køberliste – før rækkehuset havde fundet sig en ny ejermand.
Udbudt til svimlende million-beløb
Det 135 kvadratmeter store by-rækkehus, der fordeler sig på tre plan og seks værelser, var udbudt til hele 11 millioner kr.
Det er ifølge Boliga halvanden million mere, end hvad krimi-forfatteren selv lagde på bordet, da hun købte huset i januar 2015.
Om Blædel har kunne fore lommerne med den efterspurgte fortjeneste er endnu uvist, da salget fortsat ikke er tinglyst.
Det er dog ikke kun markedet, der er steget i Blædels favør.
Huset har også gennemgået en total renovering, så det i følge mæglerens salgsannonce fremstår som et “gennemført hjem med en stilren indretning”.
Sommerhuset er stadig til salg
Vil du gerne flytte ind på kvadratmeterne, hvor tankerne bag Blædels ni krimier om politikvinden Louise Rick og journalist-veninden Camilla Lind er spiret, har du stadig muligheden.
I starten af oktober satte Danmarks krimi-dronning nemlig sit sommerhus i Hornbæk, Nordsjælland, til salg.
Her er der mulighed for at spendere ferier og weekender i den 94 kvadratmeter store fritidsbolig med privat svømmepøl og en beliggenhed tæt på skov og strand.
Du skal blot have de 4,6 millioner kr., som sommerresidensen er udbudt til.