Sarah Grünewald: -Der kommer mange nederlag
Tv-værten Sarah Grünewald har ændret på mange vaner inden for de seneste år for at klare livets op- og nedture. Det kræver nemlig, at hun er mentalt stærk
Tv-værten Sarah Grünewald vil være den bedste version af sig selv.
Derfor har hun valgt at skrue ned for alkoholen og op for træningen.
På den måde oplever hun nemlig, at hun også træner sit sind.
- Vi bilder os selv ind, at vi træner for at få en bedre krop, og vi vil gerne fremstå fine i en bikini. Men jeg tror, det er meget vigtigt at forstå, at jo stærkere man er fysisk, jo stærkere er man også mentalt.
- Livet er en rutsjebanetur, hvor der kommer mange nederlag, og det kræver, at jeg skal være mentalt stærk. Det kan jeg ikke være, hvis jeg ikke gør noget fysisk, fortæller Sarah Grünewald.
Kræver en del
Men selv om hun gerne vil holde sig i god form, kræver det en del at komme ud ad døren, hvis hun har en dag, hvor hun bare ikke orker.
- Hver gang jeg bliver doven, hver gang jeg er træt, og hver gang jeg føler, at jeg ikke kan noget, så er det min krop, der beder mig om at blive stærkere.
- Derfor bliver jeg nødt til at finde nogle kræfter og komme ud at bevæge mig, siger Vild med dans-værten.
Afsted med Luis
Hun var for nylig på Roskilde Festival med sin søn, Luis, og selv om hun har ændret på mange vaner - eksempelvis ved ikke at drikke alkohol på festivalen - så har hun ikke ændret på sine madvaner.
- Jeg gør virkelig meget for at være en bedre udgave af mig selv. Men jeg er ikke frelst på nogen måde, siger hun.
- Jeg har spist mindst fire bakker pomfritter på Roskilde Festival. Og jeg spiser med glæde en cheeseburger om morgenen. Det er ikke det. Men jeg har bare brug for at holde mig i god form og have et godt sind, fortæller Sarah Grünewald.
Kan ses på humøret
Og det kan ses på humøret, hvis hun ikke har været forbi træningscenteret.
- Når man træner meget, så kan man lynhurtigt mærke, når man ikke gør det. Og så er man bare ikke så glad. Og jeg vil bare gerne være glad, lyder det fra Sarah Grünewald.
Tv-værten er tilbage på skærmen igen til efteråret, hvor hun skal være vært på den 20. sæson af "Vild med dans" sammen med medværten Martin Johannes Larsen.