Sarah Jessica Parker klar til nyt liv
HBO-komedien med Sarah Jessica Parker og Thomas Haden Church er tilbage med en ny sæson.
Sex and the City-ikonet, den Emmy- og Golden Globe-vindende Sarah Jessica Parker, er tilbage i bedste bittersøde og tragikomiske jeg-er-blevet-skilt-men-hvad-gør-jeg-nu-stil i anden sæson af HBO- komedieserien Divorce.
Det midaldrende forstadspar Frances (Sarah Jessica Parker) og Robert (Oscar-nominerede Thomas Haden Church, kendt fra Sideways) var godt trætte af hinanden i første sæson, og det hjalp ikke på stemningen, at Robert opdagede, at Frances havde en elsker. Parret kastede sig ud i en mere eller mindre absurd skilsmisse, hvor alle kneb og knastør humor blev brugt for at få den anden ned med nakken.
Ny tilværelse på egen hånd
I anden sæson må Frances og Robert håndtere konsekvenserne af deres separation og lære at bygge tilværelsen op på ny på egen hånd.
Det skal vise sig ikke at være så let.
Og hvordan er det lige at skulle begive sig ud på Tinder, når man har været gift i en evighed.
På rollelisten ses også Molly Shannon, Talia Balsam, Tracy Letts, Sterling Jerins og Charlie Kilgore.
Serien er skabt af Sharon Horgan, og anden sæson er produceret af Jenny Bicks, Sarah Jessica Parker, Alison Benson, Sharon Horgan og Aaron Kaplan. Jenny Bicks er showrunner.
Divorce sæson 2 har premiere 15. januar på HBO Nordic.