Saszeline flytter til Spanien: Overrasker søn før afrejse
Tirsdag flytter Saszeline Emanuelle Dreyer med sine to drenge til Barcelona, og det kaldte på en farvelfest.
Hun har drømt om det i flere år, og nu er dagen endelig kommet, hvor Saszeline Emanuelle Dreyer rykker teltpælene op og flytter med sine to sønner til Barcelona.
Men før afrejse skulle der siges ordentligt på gensyn til familie og venner, og derfor havde den forhenværende S. O. A. P-sangerinde mandag arrangeret en farvelfest for sin ældste søn, Sean.
Det skriver hun i et opslag på sin Instagram-profil.
En overraskelse i ærmet
Og for at sende sønnen afsted på udlandseventyret med manér, havde sangerinden en overraskelse i ærmet til ham i form af en optræden med musikeren Gulddreng.
– Gulddreng, du er for sej. Tak, fordi du kom. En bedre afsked kunne han ikke få! Det varmer mit morhjerte, skriver Saszeline Emanuelle Dreyer til opslaget.
Med til farvelfesten var også sangerindens kollega og veninde Szhirley, hvis søn også blev overrasket over Gulddrengs deltagelse, viser et opslag på hendes Instagram-profil.
Familien klar til afgang
Mandag aften var alt pakket, og familien er nu klar til afgang, skriver Saszeline Emanuelle Dreyer på det sociale medie.
– Jeg kan ikke tro, at det her rent faktisk sker. Jeg er så spændt over vores forestående livseventyr, og selv om jeg ved, at vi vil opleve udfordringer, så ved jeg også dybt inde, at det bliver fantastisk, skriver hun til et billede af de pakkede kufferter.
Se Instagram-opslagene her:
/ritzau/FOKUS