Scorer sit drømmejob
Lise Rønne kommer nu til at få sin store passion for litteratur som sin levevej, når hun tiltræder en redaktørstilling på forlaget Gyldendal
Lise Rønne går på juleferie med en gave, der kommer til at ændre hendes arbejdsliv.
Hun bliver redaktør på Gyldendal for forlagets afdeling for non-fiktion, og det er intet mindre end en drømmejob.
Sådan lyder det fra Lise Rønne selv i et opslag delt på Instagram.
- Tænk sig at skulle læse bøger, tale bøger og fordybe sig i bøger. Tror I lige, at jeg glæder mig?, jubler hun på det sociale medie.
Lise Rønne har en bachelor i medievidenskab. Hun begyndte i 2019 i en alder af 40 år at læse litteraturvidenskab og stoppede samme år som vært på DR's aktualitetsprogram "Aftenshowet".
Dermed kunne hun se tilbage på en tv-karriere, som begyndte på musikprogrammet "Boogie" og har ført hende til det internationale melodigrandprix, Eurovision, og værtsjob på programmer og shows som "Året Der Gik", "Her Er Dit Liv" og "Danmarks Indsamling".
I vinter vendte Lise Rønne dog tilbage på tv-skærmen, da hun blev hastet ind som syge- og barselsvikar på "X Factor" for henholdsvis Melvin Kakooza og Sofie Linde.
Lise Rønne tiltræder sit nye job den 1. februar.