Se den 50-årige Bond-babe: Stadig rygende hot
Skuespillerinden Halle Berry, som i august fyldte 50 år, føler, at hun nu er et godt sted i sit liv, og hun omfavner sin nye alder.
Den tidligere Bond-babe Halle Berry rundede i august et skarpt hjørne, da hun fejrede sin 50-års fødselsdag.
Vennerne advarede skuespillerinden om, at den runde fødselsdag kunne blive en hård én at fejre, men hun har selv taget fødselsdagen med ophøjet ro, fortæller hun til USA Today. Faktisk har hun aldrig haft det bedre.
– Det seneste år har folk sagt til mig: “Du bliver 50. Åh Gud. Hvad får det dig til at føle?”, siger Halle Berry til mediet.
– Jeg har det godt. Jeg har aldrig været defineret af et tal eller min alder, og jeg har aldrig haft det bedre, fortsætter hun.
Første afroamerikanske Oscar-vinder
Skuespillerinden, der blev den første afroamerikanske skuespillerinde til at vinde en Oscar for sin rolle i filmen “Monster’s Ball”, benyttede også lejligheden til at dele budskabet med sine følgere på det sociale medie Instagram.
Da hun den 14. august fyldte 50 år, delte hun et billede af sig selv iført et hvidt blondeklæde.
– Med åbne arme byder jeg velkommen til de 50. Jeg er så heldig at være her, skrev hun dengang til billedet.
Omfavner rund fødselsdag
Halle Berry fortæller i interviewet, at hendes følgere skal vide, at hun omfavner sin runde fødselsdag, og at hun glæder sig til at dele mange flere billeder af livet som 50-årig.
– Jeg er så meget klogere i dag. Jeg føler mig stærkere, og jeg har overlevet en del. Og det er en god følelse. Det er et godt sted at være, siger hun til USA Today.
Tidligere har “X-Men”-skuespillerinden fortalt, at Hollywood kan få en til at føle sig presset til at stramme ansigtet op for at følge med de nye og yngre skuespillerinder i kampen om filmrollerne.
– Der er et pres. Når du ser alle omkring dig gøre det, er der øjeblikke, hvor du tænker: “Burde jeg gøre det samme for at holde mig i live i denne branche”, sagde hun dengang til Yahoo! Beauty, og hun slog samtidig fast, at hun har besluttet sig for at stå ved sin krop, som den er.
Se skuespillerindens fødselsdagsbillede her:
/ritzau/FOKUS