Se Lars Mikkelsen i den nye House of Cards-trailer

Den danske stjerneskuespiller er tilbage i rollen som Ruslands præsident i den dunkle dramasucces.

– Lars er fantastisk, har Kevin Spacey tidligere sagt om sin danske kollega. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske stjerneskuespiller Lars Mikkelsen vender tilbage i rollen som den russiske præsident, Viktor Petrov, når femte sæson af successerien “House of Cards” får premiere den 30. maj.

Netflix har netop offentliggjort en trailer, som kridter banen op for endnu en hæsblæsende og iskold sæson for USA’s præsident, Frank Underwood, og førstedamen Claire Underwood.

Præcis et minut inde i traileren ses Lars Mikkelsen som den russiske præsident lægge et telefonrør på, hvorefter der hurtigt klippes over til Frank Underwood, spillet af Kevin Spacey, der står i Det Ovale Kontor og fjerner sin telefon fra øret.

Et minut og seks sekunder henne i traileren ses Lars Mikkelsen atter i rollen som Viktor Petrov, der denne gange trykker Claire Underwood, der spilles af Robin Wright, i hånden.

Tæt på hinanden

Petrov og Claire Underwood kom særdeles tæt på hinanden i tredje sæson, da han under en cocktailfest i Det Hvide Hus tog fat om førstedamens nakke og gav hende et voldsomt kys.

Kevin Spacey har tidligere fortalt Ritzau Fokus, hvor meget han beundrer Lars Mikkelsen.

– Han er en fantastisk skuespiller. Han forstår, hvordan man skal spille en karakter og hvordan, man fortæller en historie.

– Han var altid meget forberedt, og jeg synes, vi havde et rigtig godt forhold til hinanden, lød det fra Kevin Spacey.

Se traileren her.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS