Se Tue fra 'Huset på Christianshavn': Sådan ser han ud i dag
81-årige Finn Storgaard er stadig aktiv og nyder sit kreative liv som skuespiller og kunstner
'Huset på Christianshavn' har gennemgået en digital restaurering på Nordisk Film, og den ikoniske serie står nu flot og klar til nye generationer på DRTV.
Hyggelige stunder
I serien foldede Finn Storgaard sig ud som Tue på kvisten, hvor han dannede par med sin afdøde kollega Kirsten Møller-Hansen.
Publikum husker også de mange hyggelige stunder med flyttemand Olsen, dyrehandler Olsen og resten af de farverige beboere under Erik Ballings sikre instruktion.
Støves af
- Ja, jeg bliver støvet af en gang imellem. Det er jo et andet menneske, der hopper rundt der, forklarede den 81-årige stadig aktive skuespiller i november til Kendte.dk ved Erik Ballings 100-årsfest på Nordisk Film.
- Når jeg ser 'Huset på Christianshavn', tænker jeg ofte på, at jeg havde et fantastisk liv. På det tidspunkt kom der en perlerække af nye roller på én gang. Det var med 140 kilometer i timen, huskede Finn Storgaard.
Tre millioner seere hver gang
Serien blev produceret i årene 1970-77, og havde tre millioner seere til hvert afsnit i det daværende DR-monopol.
- Det kom til at betyde fantastisk meget for min karriere. Jeg fik så meget at lave bagefter, fortalte han videre.
Genkendes på gaden
- Det sker også, at jeg bliver genkendt på gaden. De hilser på mig. En overgang var det en belastning, men ikke længere, afslørede Finn Storgaard, der er gift med kunstneren Lotte Horne.
De mødtes på Det Kongelige Teater helt tilbage i 1965.
Forsvinder aldrig
- Jeg har det godt, og lysten til at fortælle historier forsvinder aldrig, sagde Finn Storgaard, der også selv er aktiv kunstner.