Sebastian Jessen er inde i en god stime: – Der er virkelig momentum

Sebastian Jessen har banket døren ind til drømmerollerne, og tilbuddene er blevet flere, fortæller han.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hans navn optræder i rulleteksterne til en lang række film og serier, men det er først inden for det seneste år, at 31-årige Sebastian Jessen for alvor har kunnet tage hul på de hovedroller, han altid har drømt om.

Med rollen som Kristian i “Mens vi lever” blev vejen for alvor banet, og netop nu er han i gang med indspilningerne til sin første periodefilm. Så Sebastian Jessen er inde i en god stime.

Her spiller han hovedrollen som en soldat, der under 1. verdenskrig fingerer sin egen død for at flygte fra krigen og blive forenet med sin kone og søn.

Selv er Sebastian Jessen ikke i tvivl om, hvor stor en betydning “Mens vi lever” har haft for hans karriere.

Har haft enorm betydning

– Den har betydet ufatteligt meget. Jeg er Avaz-drengene (filmens bagmænd, red.) meget taknemmelig for, at jeg fik lov til at lave den film. “Mens vi lever” er en af hovedårsagerne til, at jeg har fået den her rolle, og jeg kan da også mærke, at der er kommet flere forespørgsler, fortæller Sebastian Jessen.

I filmen “I krig og kærlighed” spiller han soldaten Esben, der flygter fra krigen kun for at finde ud af, at en tysk officer har overtaget hans rolle som familiefar.

Filmen er instrueret af Kasper Torsting og produceret af Ronnie Fridthjof, og det var “Mens vi lever”, som ledte de to på sporet af Sebastian Jessen, fortæller skuespilleren.

– Ronnie så filmen i august til Svend Prisen, og så ringede han nogle uger efter for at spørge, om Kasper kunne få lov til at se den.

Er glad for endnu en hovedrolle

– Jeg spurgte, om det ikke kunne vente, til filmen fik premiere om halvanden måned, men det kunne det bestemt ikke. Så jeg fik arrangeret, at Kasper fik lov til at se filmen til en screening, og så var jeg til casting et par gange, og så var det det, fortæller Sebastian Jessen.

Han glæder sig over, at det inden for relativt kort tid er lykkedes for ham at lande endnu en stor hovedrolle.

– Det er rart at føle, at der er en form for momentum. Før “Mens vi lever” var min forrige film “Den skaldede frisør”, og det er fem år siden nu. Så der var et langt hul, hvor jeg lavede andre ting, men ikke film. Så at der nu kun er et år imellem, er jeg glad for, siger han.

Skal passe på ikke at malke det

Der er dog en fin grænse mellem at udnytte momentum og misbruge det, pointerer han.

– Jeg tror, man både skal udnytte det og passe på med ikke at malke det på samme tid. Men man skal selvfølgelig være glad for, at toget kører, og at der sker noget, siger Sebastian Jessen.

“I krig og kærlighed” får gallapremiere den 11. november i Sønderborg.

Med på rollelisten er også Rosalinde Mynster, Thure Lindhardt, Ulrich Thomsen og Game of Thrones-stjernen Tom Wlaschiha.

Powered by Labrador CMS