Sej fyr fylder 60
Den amerikanske skuespiller og instruktør Sean Penn er både feteret og udskældt for sine roller på og uden for lærredet. Den 17. august fylder han 60 år.
Sean Penn var blot 24 år, da han i 1985 giftede sig med den to år ældre sangerinde Madonna, som han på det tidspunkt indspillede en film med.
Hun dedikerede året efter et album til Penn, som hun i den forbindelse kaldte “the coolest guy in the universe”. Året efter blev parret skilt.
Artiklen fortsætter under videoen
Meget er sket siden da, og når “den sejeste fyr i universet” mandag den 17. august fylder 60 år, er det med delte meninger om hans virke i bagagen.
De færreste har noget at indvende mod hans skuespil, hvor han blandt andet har vundet to oscarstatuetter for sine roller i filmene “Mystic River” og “Milk”.
Også hans fem film som instruktør, hvor især “Into the Wild” fra 2007 stikker ud, har overvejende fået pæne ord med på vejen af anmelderne.
En del kritik
Til gengæld har Sean Penn fået en del kritik for en opgave, han i 2015 påtog sig for Rolling Stone Magazine.
Her tog han med den mexicanske skuespillerinde Kate del Castillo dybt ind i Mexico for at mødes med og interviewe narkobaronen Joachín Guzmán Loera – kendt som El Chapo.
Ganske kort forinden var El Chapo flygtet fra et fængsel via en dygtigt konstrueret tunnel, som hans folk havde gravet ind under brusebadet i hans celle.
Mexicanske og amerikanske myndigheder havde El Chapo allerøverst på deres liste, men det var de to skuespillere, der fandt vej til narkobaronen, der gav sit første interview nogensinde.
Efterfølgende skrev Sean Penn historien i Rolling Stone Magazine og håbede efter eget udsagn, at den ville genstarte debatten om USA’s mislykkede kamp mod narkotika.
Det gjorde den ikke.
I stedet stod kritikere i kø for at udfordre Sean Penns beslutning om at lade den morderiske El Chapo komme til orde på et tidspunkt, hvor han var på flugt fra myndighederne.
Første roman i 2018
Siden den meget omtalte artikel har Sean Penn især kastet sine kræfter ind i at skrive.
I 2018 resulterede det i hans første roman: “Bob Honey Who Just Do Stuff”.
Den fiktive bog om en lejemorder har ifølge Sean Penn til formål at inspirere til at ændre USA’s meget liberale våbenlovgivning.
I forbindelse med bogudgivelsen lod Penn til magasinet Vogue forstå, at han for tiden har mistet lysten til at lave film.
– Jeg har det meget sjovere med at skrive bøger, så det vil nok optage min kreative energi i den nærmeste fremtid.
Gift for tredje gang
Sean Penn bor i Los Angeles i Californien, hvor han også er født og opvokset.
Han har været i forhold med adskillige Hollywood-skuespillerinder – heriblandt ekskonen Robin Wright, som han har to børn med.
Sean Penn blev i juli gift for tredje gang. Denne gang med den 28-årige australske skuespiller, Leila George.