Seks års ægteskab: Tronarving fejrer bryllupsdag
Arvestorhertuginde Stéphanie og arvestorhertug Guillaume af Luxembourg forlovede sig i april 2012 og giftede sig med royal dansk deltagelse i oktober samme år.
Arvestorhertug Guillaume og arvestorhertuginde Stéphanie af Luxembourg kan fejre såkaldt sukkerbryllup efter seks års ægteskab.
Fredag den 19. oktober er det seks år siden, at det luxembourgske arvestorhertugpar giftede sig ved en civil ceremoni, inden det dagen efter sagde ja til hinanden ved en kirkelig ceremoni i Notre-Dame-katedralen i hjertet af Luxembourgs hovedstad, som hedder det samme som det lille europæiske land.
Arvestorhertuginde Stéphanie kommer oprindelig fra en belgisk grevefamilie, men skiftede statsborgerskab og grevindetitlen ud, da hun giftede sig royalt med den luxembourgske tronarving.
Da parret giftede sig, var dronning Margrethe, prins Henrik og det danske tronfølgerpar, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, blandt bryllupsgæsterne.
Det luxembourgske hof meddelte i sommer, at den 36-årige arvestorhertug Guillaume og den 34-årige arvestorhertuginde Stéphanie ville flytte til Englands hovedstad, London, for at videreuddanne sig.
Arvestorhertug Guillaume og arvestorhertuginde Stéphanie skal en dag overtage storhertugdømmet fra det nuværende regentpar, storhertug Henri og storhertuginde Maria Teresa.
Foruden arvestorhertug Guillaume er storhertug Henri og storhertuginde Maria Teresa forældre til prins Félix på 34, prins Louis på 32, prinsesse Alexandra på 27 og 26-årige prins Sébastian.