Ser på fremtidens forbrydelser
I ny Podimo-podcast tager kriminolog David Sausdal og journalist Kristoffer Eriksen bestik af, hvordan kriminaliteten vil ændre sig de kommende 50 år
De seneste to år er der ifølge Danmarks Statistik ikke blevet registreret et eneste bankrøveri.
Men statistikken er bittersød. For kunstig intelligens og ny teknologi har givet kriminelle nye metoder til at svindle.
Det dykker journalist Kristoffer Eriksen ned i sammen med kriminologen David Sausdal i Podimo-podcasten "Fremtidens kriminalitet", der får premiere i dag.
Det oplyser podcastplatformen i en pressemeddelelse.
Svindelgenren øges
- Mange forbinder nok true crime-genren med sager, hvor man kigger tilbage på en eller flere konkrete forbrydelser. En skudepisode, et mord eller et stort kup. Men nutidens forbrydelser tager sig ud på helt andre måder, siger Kristoffer Eriksen i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Især inden for svindelgenren er det nærmest blevet umuligt at gennemskue kompleksiteten af forbrydelserne. Så det er ekstremt relevant at undersøge, hvordan det udvikler sig, mener han.
I løbet af podcastens ti afsnit vender Kristoffer Eriksen og David Sausdal blandt andet økonomisk afpresning ved hjælp af AI, tankekriminalitet og fremtidens sortbørshandel.
'First mover'
- Jeg har gennem årene erfaret, at kriminelle er ekstremt kreative og deciderede first movers, når det kan optimere deres forretning, siger Kristoffer Eriksen videre i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Derfor synes jeg, at det med den rivende teknologiske udvikling in mente er mere spændende end nogensinde at kigge på fremtidens kriminalitet og give vores bedste bud på, hvad der venter os, og hvad vi alle sammen skal forberede os på.
Indholdsudvikler på Podimo
Kristoffer Eriksen, der blev uddannet journalist i 2011, blev i februar 2024 vært, redaktør og indholdsudvikler på Podimo. Allerede sidste år begyndte han at lave podcasten "Banderelateret" på streamingtjenesten.
Kristoffer Eriksen kom til Podimo fra stillingen som chefredaktør på netmediet Frihedsbrevet.
Inden da var han chefredaktør på Ekstra Bladet, hvor han kom til fra det hedengangne Radio24syv, hvor han var nyhedschef. På Ekstra Bladet var Kristoffer Eriksen også blandt kræfterne bag den prisvindende podcast "Bandeland".
Han har tidligere været vært på DR's undersøgende program "Detektor".
"Fremtidens kriminalitet" udkommer ugentligt hver fredag.