Seriestjerne tog stoffer: -Jeg havde mentale problemer

"Strengt fortroligt"-skuespillerinden Gillian Anderson kæmpede med dårligt selvværd som ung.

Gillian Anderson har vundet en Golden Globe Award for sin rolle i “Strengt fortroligt”. Foto: MICHELE TANTUSSI/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Gillian Anderson er kendt fra rollen som agent Dana Scully i kultserien “Strengt fortroligt”. Nu åbner den 48-årige skuespillerinde op og fortæller om sit barske liv inden succesen.

Det sker i et interview med avisen The Guardian i anledning af, at skuespillerinden har udgivet en såkaldt manual under titlen “We: A Manifesto for Women Everywhere”, hvor hun videregiver de råd, som hun gerne selv ville have haft som ung.

– Der var tidspunkter, hvor det var virkelig slemt, fortæller den Golden Globe Award-vindende skuespillerinde og fortsætter:

– Jeg har kæmpet med mit selvværd. Der var tidspunkter i mit liv, hvor jeg ikke havde lyst til at forlade mit hus, lyder det hudløst ærligt fra hende.

Tog stoffer

Da Gillian Anderson havde det allerværst, tog hun stoffer.

Hun har været igennem terapiforløb allerede fra teenagealderen og har gjort brug af meditation, og på den måde har skuespillerinden formået at kæmpe sig ud af mørket.

Nu står hun frem for at hjælpe andre i lignende situationer.

– De ting, der gør os kritiske over for os selv, betyder ikke noget. Det, der virkelig betyder noget i forhold til at få fred i sindet, er, hvordan vi reagerer på tingene, siger hun.

– Vi er helt okay, som vi er, fastslår skuespillerinden.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS