Sesilie er nyeste skud på Luksusfældens stamme

Sesilie Munk Stenderup er ny ekspert i Luksusfælden. Tirsdag vejledte hun sammen med Carsten Linnemann den 47-årige Martin fra Odense.

Sesilie Munk Stenderup er ny ekspert i Luksusfælden. Hvor længe er ikke til at vide. Foto: TV3
Sesilie Munk Stenderup er ny ekspert i Luksusfælden. Hvor længe er ikke til at vide. Foto: TV3
Offentliggjort Sidst opdateret

Gennem Luksusfældens mere end 10 år er det blevet til en del bekendtskaber med forskellige eksperter. Nu er en ny kommet til, og hun hedder Sesilie Munk Stenderup. Hendes TV-debut blev vist tirsdag, hvor advokaten sammen med Carsten Linnemann besøgte Martin i Odense.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Det at skulle være økonomisk rådgiver for helt almindelige danskere, der medvirker i et underholdsningsprogram, er ikke overraskende en noget ny situation for Sesilie, der til daglig primært beskæftiger sig med byggeri og entreprise.

– Jeg er vant til at arbejde på kreditors side, så det er noget nyt at arbejde med det her, hvor det gavner både kreditor og debitor. Jeg synes, det er enormt lærerigt, for det er jo tydeligt, hvor meningsfyldt det her er for de mennesker, at de får vores hjælp, siger Stenderup til Newsbreak.dk.

Hun har i første omgang sagt ja til at optage to afsnit – kun det ene er blevet vist – og har faktisk skrevet under på at deltage som ekspert i yderligere ét endnu uoptaget afsnit af den populære reality-serie.

Løbende dialog

Advokaten, der har base i Odense, fortæller, at hun kom i ekspert-folden, fordi hun for nogle år siden selv skrev til programmet og tilbød sin hjælp som en del af ekspertpanelet. På det tidspunkt var der dog ikke plads.

– Vi har løbende været i dialog, og da der så pludselig var en åbning, passede det ret godt med, hvor jeg var. Derfor var jeg til casting, og det gik egentlig ret hurtigt, så optog vi lige efter sommerferien, siger hun i dag.

Indtil videre har det været rigtig fint at være med i programmet, men udover det allerede planlagte tredje afsnit med Stenderup som ekspert er der ikke for nuværende yderligere i støbeskeen. Det er dog ikke ensbetydende med, at det er slut.

– Jeg kan godt lide at være med, men det skal også gå op med det arbejde, jeg har til daglig, siger Sesilie Munk Stenderup.

Brugbar erfaring

Selv om hun er “den nye” har det ikke været en traumatisk skolegårdsoplevelse – tværtimod. Hun har mødt alle de øvrige eksperter, der er tilknyttet programmet, men kun arbejdet sammen med Linnemann.

– Alle har været søde til at tage imod mig, og produktionsholdet er også virkelig dygtige og gode til at få en til at føle sig velkommen. Det er også en gave, at de andre eksperter har flere års erfaring. Dem lærer jeg jo af, fastslår Stenderup.

Hendes første oplevelse med 47-årige Martin fra Odense blev en svær en af slagsen, fortæller hun. Til gengæld giver det også basis for at lære en masse.

– Når vi er sammen med de her mennesker i så få dage, så er vi man nødt til at gå lidt hårdt til dem, siger eksperten, der allerede i første afsnit får givet deltageren Martin et wakeup-call, der er til at føle.

Powered by Labrador CMS