Sex skal belyses fra alle vinkler af DR

Anna Lin skal sammen med en lang række forskellige gæster sikre et nuanceret syn på sex - før, under og efter

Det nye program skal handle om det gode og det dårlige ved sex. Genrefoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

– Den sex, som verden i virkeligheden er fuld af, bliver ikke repræsenteret i mediebilledet.

Det mener DR-værten Anna Lin, som sammen med sin bedste veninde står bag en ny podcastserie for P3, der skal belyse sex fra alle vinkler så at sige.

Det annoncerer DR på et pressemøde, hvor publicservicestationen præsenterer sine satsninger for den kommende tid.

– Jeg synes, det er rigtig vigtigt at lave podcasten for at repræsentere andre stemmer, fordi der ikke kun findes en heteroseksuel, ciskønnet tilgang til sex – og at sex i øvrigt er så meget mere end bare at knalde, lyder det efterfølgende fra Anna Lin.

– Podcasten handler lige så meget om tankerne omkring soveværelset, end hvad der sker inde i det, siger hun.

Sex er ikke altid bare nice

Podcasten berører blandt andet følelser, frygt og intimitet.

– Sex er ikke altid bare nice. Det kan også være grimt eller pinligt eller skamfuldt, og det vil jeg gerne skabe et trygt forum at dele i, fortæller Anna Lin videre.

I hver udsendelse får hun besøg af en række gæster.

Hun vil endnu ikke afsløre, hvem gæsterne er, men det er både personer, som har mange følgere på de sociale medier, og andre, som ikke har, lyder det fra hende.

Der kommer alle mulige typer forbi studiet – blandt andet aktivistiske stemmer, som ønsker at gøre en forskel i verden – og det skal sikre et nuanceret syn på sex.

Det er også Anna Lins håb for podcasten, som udkommer ugentligt det næste halve års tid.

– Jeg håber også, at nogle af de mennesker, der lige har startet deres seksuelle rejse – eller som endnu ikke har – føler sig bedre klædt på i forhold til ikke at føle sig alene med for eksempel skam.

Helt naturligt

For Anna Lin er det helt naturligt at snakke om noget så naturligt som sex, men hun understreger, at podcasten ikke er et kikkert ind i hendes soveværelse.

Hun har tidligere været vært på programmet “Under dynen med Anna Lin” på DR Ultra, hvor hun sammen med en række gæster har søgt svar og udvekslet erfaringer om krop, sex og pubertet.

Og det er samme tematik, som nu rykker ind i radioen.

– Jeg synes på ingen måde, at det er pinligt eller skamfuldt at snakke om. Men jeg kan godt forstå, at det er privat for mange, og det er det jo egentlig også for mig på nogle punkter, siger Anna Lin.

– Men jeg synes også, at det er en fed udfordring at sætte ord på nogle af de tanker, som er forbundet med sex. Det er en verden, man ikke har snakket så meget om, så at finde et sprog for det og tale om de her ting er en vildt spændende opgave, fordi den faktisk også er ret svær.

Powered by Labrador CMS