Sex-tiltalt Hollywood-producer kylet ud af sit eget selskab
Harvey Weinstein, der kæmper med talrige sex-anklager, er blevet fyret med øjeblikkelig virkning fra The Weinstein Company
Filmproducent Harvey Weinstein, der blandt andet står bag “Pulp Fiction”, “Den Engelske Patient” og “Shakespeare In Love”, er blevet fyret.
Det sker, efter at anerkendte The New York Times skrev en prekær artikel, hvori Harvey Weinstein bliver anklaget for sexchikane.
Herefter tog Hollywood-produceren orlov – men nu er han så blevet fyret fra The Weinstein Company, som er et af de helt tunge i branchen.
Har indgået otte forlig
Det oplyser selskabets bestyrelse ifølge nyhedsbureauet AP.
Ifølge The New York Times har Harvey Weinstein indgået otte forlig med kvinder, som har anklaget ham for uønsket seksuel kontakt og sexchikane.
Overgrebene er sket over de seneste tre årtier.
Filmstjernen Ashley Judd er en af de kvinder, der er kommet med beskyldninger mod Harvey Weinstein.
Beder om en ny chance
Harvey Weinstein erkendte i sidste uge, at have forvoldt “megen smerte”. Samtidig har han bedt om “en ny chance”.
The New York Times’ dækning af sagen er blevet kritiseret fra flere sider, men i en erklæring udtaler en talsmand for avisen, at “vi er sikre på rigtigheden af vores rapportering”.
Foruden The Weinstein Company har Harvey Weinstein sammen med sin bror Bob Weinstein grundlagt Miramax Films.
Han var desuden en fremtrædende sponsor for Demokraterne under valgkampen i 2016.
/ritzau/