Sherlock-stjerne snyder sladderpressen: Er blevet far igen
Skuespiller Benedict Cumberbatch blev far igen for tre uger siden, men har holdt nyheden skjult ind til nu.
Normalt lykkes det ikke kendte at holde nyheder som bryllupper og børnefødsler ude af offentlighedens søgelys ret længe.
Men for den britiske skuespiller Benedict Cumberbatch, der blandt andet er kendt for sin rolle som detektiven Sherlock Holmes i miniserien “Sherlock”, er det lykkedes at holde en stor nyhed skjult i mere end tre uger.
3. marts kom skuespillerens andet barn nemlig til verden, men det er først blevet opdaget af medierne mandag. Det skriver People.
Far til to sønner
Den 40-årige Benedict Cumberbatch er nu far til to sønner, som han har med sin hustru, teaterdirektøren Sophie Hunter, der samtidig har taget skuespillerens efternavn Cumberbatch.
Parrets nyfødte får ifølge People navnet Hal Auden Cumberbatch.
Det blev offentligt kendt, at det celebre par ventede sig igen, da Sophie Hunter viste babybulen frem på den røde løber ved Los Angeles-premieren på Benedict Cumberbatchs seneste film, “Doctor Strange”, i oktober.
I den forbindelse fortalte “Sherlock”-stjernen, at han i høj grad er inspireret af sine egne forældre, når det kommer til børneopdragelse.
– Jeg kan kun håbe på at blive halvt så god en forælder, som de var for mig, over for mine egne børn. Jeg har deres eksempel at følge, og jeg gør noget rigtigt, hvis det lykkes, lød det fra Benedict Cumberbatch.
/ritzau/FOKUS