Sidse Babett roses til skyerne

Anmelderne er begejstret for filmen 'Vogter' 

Offentliggjort

Vi burde bukke og sige tak til Sidse Babett Knudsen.

Sådan lyder det fra Thomas Brunstrøm, filmanmelder for Berlingske, efter at han har set den nye film "Vogter", som har den danske skuespillerinde i hovedrollen som fængselsbetjent.

- Når man tænker på, hvor mange film Sidse Babett Knudsen laver i udlandet efterhånden, er det lige før, vi allesammen skal bukke og sige tak, når hun vender hjem til fædrelandet for at medvirke i noget.

- For hun er mageløst god, skriver Brunstrøm og kvitterer med fem ud af seks stjerner.

Blæser en bagover

Rosen giver genklang i Jyllands-Posten, hvor anmelder Freja Dam skriver, at Sidse Babett Knudsen "blæser én bagover" med sin præstation.

I filmen møder Babett Knudsen i rollen som Eva den unge indsatte mand Mikkel, som er dømt for drabet på hendes søn, i fængslet, hvor hun arbejder.

Man er aldrig sikker

- De modstridende følelser kommunikerer Sidse Babett Knudsen uden et ord. Man er aldrig sikker på, hvor man har hende, samtidig med at man forstår hendes sorg og indædthed fuldt ud, skriver Freja Dam.

Freja Dam giver ligesom Berlingske filmen fem ud af seks stjerner.

Hos Politiken er filmanmelder Nanna Frank Rasmussen også begejstret for Sidste Babett Knudsens optræden, som hun kalder "fremragende".

Gedigent modspil

- Eva bliver fremragende spillet af Sidse Babett Knudsen med kantet desperation. Hun får gedigent modspil af Sebastian Bull, der spiller den farlige indsatte Mikkel, som Eva har et regnskab at gøre op med, skriver Politiken.

Nanna Frank Rasmussen hæfter sig ved, at instruktør Gustav Möller har forsøgt at give filmen et kunstnerisk udtryk - blandt andet ved at skyde filmen i formatet 4:3, der beskriver forholdet mellem bredde og højde på billedet.

Elegant lavet

- Men spørgsmålet melder sig: Er alting for fermt skrevet og lavet i "Vogter"? Eller er det ganske enkelt bare elegant lavet?

- På godt og ondt føler man sig tryg i hænderne på Gustav Möller og hans hold, skriver Nanna Frank Rasmussen.

"Vogter" har premiere i biografen torsdag.

Sidse Babett Knudsen ses her ved en pressekonference for "Vogter" under filmfestivalen Berlinalen 22. februar.
Powered by Labrador CMS