Sigtet for skattesnyd: Nu vil Ronaldo væk
Ifølge det portugisiske sportsmedie A Bola har Cristiano Ronaldo fortalt Real Madrid-ledelsen, at han vil væk.
Den portugisiske fodboldstjerne Cristiano Ronaldo er angiveligt så træt af at være blevet sigtet for skattesnyd i Spanien, at han vil væk fra Real Madrid.
Det skriver den portugisiske sportsavis A Bola fredag.
Ifølge en kilde til sportsavisen har stjernespilleren allerede meddelt Real Madrid-ledelsen, at han ønsker at blive solgt.
Har snydt for over 100 millioner kroner
Ronaldo er blevet sigtet for at have ført et beløb svarende til 109 millioner kroner uden om det spanske skattesystem i perioden 2011 til 2014.
Angriberen og hans advokater har afvist, at det er tilfældet.
Men den spanske anklagemyndighed har åbnet en sag mod portugiseren.
Den Madrid-baserede sportsavis Marca skriver også, at Ronaldo er oprørt over sagen, og avisen afviser ikke, at et salg kan komme på tale.
Real Madrid vil tale Ronaldo til ro
Real Madrid vil dog i første omgang forsøge at tale Ronaldo til ro, skriver Marca.
Omvendt vil klubben heller ikke holde på spilleren, hvis han virkelig vil væk.
En eventuelt købende klub vil dog været tvunget til at finde det helt tunge checkhæfte frem.
For få dage siden rygtedes det, at en klub var villig til at betale 180 millioner euro (1,34 milliarder kroner) for Ronaldo.
/ritzau/