Simon Emil deler stor nyhed om kræftsygdom
Den tidligere økonomi- og indenrigsminister er blevet erklæret fri for kræft af lægerne på Rigshospitalet,
Folketingsmedlem for partiet Fremad Simon Emil Ammitzbøll-Bille er erklæret kræftfri. Det skriver han på sin Facebook-profil.
– Jeg har været på Rigshospitalet i dag (fredag, red.), og jeg er allerede fri for kræft! Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad og lettet jeg er, skriver han.
Artiklen fortsætter under videoen
Simon Emil Ammitzbøll-Bille blev torsdag i forrige uge opereret for testikelkræft, fortalte han på Facebook.
Sygdommen var blevet opdaget en uge før.
– Kræft er altid en uvelkommen og ubehagelig følgesvend, men lægerne siger, at der heldigvis er rigtigt gode chancer for, at jeg bliver rask igen, skrev han dengang.
– Sygdommen sætter selvfølgelig en masse tanker i gang. Jeg har jo selv været nærmeste pårørende til en kræftsyg ægtefælle, der mistede livet efter seks et halvt års kamp.
– I dag er jeg blevet opereret på Rigshospitalet, og jeg håber, at jeg snart kan vende tilbage til hverdagen igen, skrev han.
– Den kommende tid vil jeg bruge på at blive frisk sammen med min gravide kone og vores lille datter, skriver den tidligere økonomi- og indenrigsminister.
Mistede sin mand til kræft
I 2016 mistede Simon Emil Ammitzbøll-Bille sin mand, Henning Olsen, der døde efter lang tids kræftsygdom.
Ammitzbøll-Bille blev i 2017 gift med Kristine Rishøj Bille, og parret fik året efter en datter.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille var økonomi- og indenrigsminister fra november 2016 og frem til juni sidste år.
Ved folketingsvalget 5. juni sidste år måtte hans daværende parti, Liberal Alliance, sammen med Venstre og De Konservative afgive regeringsansvaret til Socialdemokratiet.
Nystartet parti
I oktober sidste år meddelte Simon Emil Ammitzbøll-Bille, at han forlod Liberal Alliance, og i november stiftede han partiet Fremad.
Det gjorde han sammen med den tidligere Liberal Alliance-kollega Christina Egelund.
Partiet arbejder i øjeblikket på at samle underskrifter nok til at kunne stille op til næste folketingsvalg, der senest skal afholdes i juni 2023.
Simon Emil Ammitzbøll har også siddet i Folketinget for De Radikale. Efter en periode som løsgænger stiftede han i januar 2009 partiet Borgerligt Centrum, inden han senere samme år sluttede sig til Liberal Alliance.