Simon Kvamm: -Jeg er blevet voksen i en sen alder
For musikeren Simon Kvamm har voksenlivet hele tiden virket som noget, der begyndte lige om lidt.
Han har været i musikbranchen, siden han i 1996 sammen med Kristian Riis, Jonas Juul Jeppesen og Søren Arnholt dannede bandet Nephew.
Men der skulle 20 års erfaring i showbiz til, før Simon Kvamm endelig turde at tage springet og lave musik i eget navn.
Kvamms solodebut
Den 27. januar udkom han med albummet “Vandmand”, der er musikerens solodebut.
Som 41-årig er han langt fra prototypen på en debuterende soloartist, men beslutningen har han ikke kunnet fremskynde.
– For det første er jeg selv en lidt langsom type. Det tager lang tid for mig at indoptage, hvad det er, der sker i mit liv. Jeg har lang inkubationstid, kan man sige, siger Simon Kvamm og uddyber:
– Der går en rum tid fra en tanke bliver født og en fornemmelse rører sig i maven, til jeg kan formulere, hvad det egentlig handler om.
– Men jeg har længe haft den fornemmelse af, at jeg godt kunne tænke mig at stå på scenen selv og stå der i eget navn, forklarer musikeren, der ud over Nephew også er en del af duoen De Eneste To.
Sangene på soloalbummet, der har fået titlen “Vandmand” er i høj grad personlige fortællinger om det liv, han har levet og de erfaringer, han har gjort sig.
Voksen i sen alder
Men det er først for nylig, at sangeren for alvor har været i stand til at reflektere på en måde, hvor der kunne komme selvbiografiske sange ud af det.
Det er nemlig ikke kun spirende tanker og fornemmelser, der kræver tid for at rodfæste sig i musikerens sind. Det har voksenlivet også skullet.
– Jeg tror også, at grunden til, at jeg kommer relativt sent ud med mit debut-soloalbum er, at jeg synes, det først er nu, jeg nogenlunde ved, hvem jeg er, og hvad fanden jeg vil, fortæller Simon Kvamm.
– Jeg tror aldrig helt, man bliver helt færdig med at finde ud af hvem, man er, og hvad man skal, det ville være kedeligt.
– Men jeg har en fornemmelse af at være blevet voksen i en sen alder. Det er noget, jeg tror, mange i min generation har bakset lidt med, det der med ikke rigtigt at kunne blive voksen, siger han.
Følte voksenlivet ventede lige om hjørnet
Langt op i 30’erne havde han selv fornemmelsen af, at voksenlivet var noget, der ventede rundt om hjørnet – noget, der begyndte lige om lidt.
– For et par år siden slog det mig, at det vel egentlig er livet, det her. Man er ligesom oppe at flyve nu, man er ikke længere på vej til at lette.
– Og man kommer ikke højere op. Det næste, der sker, er, at du skal lande igen, at man skal herfra. Og det er en ubarmhjertig tanke. Det er ikke sjovt, siger han eftertænksomt.
Kvamm kan se fordele
Alligevel kan han også se nogle fordele ved at være nået dertil i livet, hvor han er nu.
– Man får noget overblik deroppe fra. Uden at man har alle svarene, kan man lidt bedre se, hvem man er og hvad det er, livet egentlig går ud på.
– På mange måder føler jeg mig lige så forvirret, som jeg altid har gjort, men jeg kan se nogle tråde, der begynder at samle sig. Man har fået noget livsvisdom, siger han.
“Vandmand” udkom den 27. januar.
/ritzau/FOKUS