Sjælden royal medalje til salg: Vurderet til 400.000 kroner
12. maj er der møntauktion. I år byder den på flere royale sjældenheder.
En sublim kontrafejmedalje, en imponerende 5 dukat og sjældne udenlandske guldmedaljer er blandt højdepunkterne på auktionshusets traditionelle Møntauktion i København den 12. maj.
Det skriver Bruun Rasmussen Kunstaktioner i en pressemeddelelse.
Auktionens pragtstykke er netop kontrafejmedaljen, som stammer fra Christian IV.
– Det er næsten 100 år siden, at et eksemplar af denne medalje sidst har været udbudt til salg. Auktionen udgør dermed en unik mulighed for at føje denne særlighed til sin samling, siger Michael Fornitz, chefnumismatiker hos Bruun Rasmussen.
Kontrafejmedaljerne, som er nært beslægtet med de senere belønningsmedaljer, så dagens lys i Danmark under Frederik II. Fra Christian IV kendes flere typer, der alle anses for kostbare kongelige nådesbeviser.
Det udbudte eksemplars modtager var Heilke Honrichs, som menes at nedstamme fra det oldenburgske aristokrati.
Medaljen er vurderet til 400.000 kroner.
Samling fra brødrene Høegh Poulsen
En del af den kommende auktion er dedikeret til brødrene Jørgen og Poul Høegh Poulsens samling. Der er her tale om en af verdens bedste samlinger af danske mønter, som bliver fordelt over denne og to kommende Traditionelle Auktioner samt en række Netauktioner.
For mange samlere vil de fleste af de udbudte genstande være et førstegangsbekendtskab, da de har været gemt væk fra markedet i mange år.
Fra samlingen kan blandt andet fremhæves en 5 dukat, som oprindeligt blev præget i blot 251 styk, og som i dag er bevaret i ganske få eksemplarer. Reversomskriften ”CONANDO INVENIMUS” refererer til den tidligere danske koloni i Guinea.
5 dukaten er vurderet til 250.000 kroner
Zincksamlingen
På et særligt interessant afsnit af auktionen præsenterer Bruun Rasmussen Zincksamlingen, som stammer fra den aalborgensiske fabrikant Christian Zinck.
Mens størstedelen af mønterne fra samlingen blev solgt på en række auktioner i årene 2001-2004, har en stor del af medaljerne imidlertid befundet sig hos forskellige grene af familien.
De samles nu atter på auktionen, hvor udvalget af udsøgte medaljer i guld og sølv fra både ind- og udland er af en kaliber, som er yderst sjældent set i Danmark.
Desuden har så godt som alle de udbudte medaljer fra Zinck-samlingen ikke været handlet siden før Anden Verdenskrig.
Du kan læse mere om møntauktionen på Bruun Rasmussens hjemmeside.