Sjældent syn med kongeskibene
Norges konge har "Norge" med på besøg. Med krig i Ukraine vil kongehusene vise sammenhold, siger historiker
Båndene mellem det norske og det danske kongehus er tætte. Dronning Margrethe og det norske kongepar ses ofte - både officielt og privat.
Når kong Harald og dronning Sonja torsdag og fredag aflægger besøg i København og Aarhus, er et andet fællesskab mellem de to kongehuse også i fokus.
De råder som de eneste kongehuse i verden over hvert sit kongeskib, "Norge" og "Dannebrog".
Absolut sjældenheder
Kun få gange har de ligget side om side, og endnu sjældnere - måske aldrig - har de fulgtes på havet, sådan som det sker, når de under besøget stævner ud på en natsejlads fra København til Aarhus.
Tom Wismann, der er forfatter til bogen "Dannebrog 1932-2012" og flere andre bøger om søværnets skibe, har ikke tal på antallet af møder.
- Men de hører absolut til sjældenhederne. Selv om begge skibe går tilbage til 1930'erne og dermed har mange år bag sig, er det kun sket få gange. Jeg ville selv gerne opleve det.
Mødtes i 2017
Det kan lade sig gøre, når det norske kongepar efter en festmiddag på Amalienborg på besøgets første aften stiger om bord på "Norge" og kronprins Frederik og kronprinsesse Mary på "Dannebrog" i Københavns Havn.
Sidst de to skibe mødtes, var i 2017 i Oslo, i forbindelse med at kong Harald og dronning Sonja fejrede fælles 80-års fødselsdag.
Også tilbage i 1998, da prinsesse Benediktes ældste datter, prinsesse Alexandra, blev gift i Gråsten, ankrede de op ved siden af hinanden som residens for de kongelige familier.
Står sammen
Historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen mindes ikke, at skibene før har sejlet ved siden af hinanden. At besøget finder sted nu, og at det involverer begge skibe, er ingen tilfældighed, mener han.
- I en tid med krig i Ukraine vil man fra både dansk og norsk side vise omverdenen, at de nordiske lande står sammen.
- Det er ikke noget, kongehusene vil sige åbent, men det har indgået i overvejelserne omkring besøget, siger Lars Hovbakke Sørensen.
Går lige linje
Han henviser til Første Verdenskrig, hvor kongerne i Norge, Sverige og Danmark holdt såkaldte "trekonger-møder", selv om ingen af landene aktivt deltog i krigen.
- På den måde kan man sige, at der går en lige linje fra dengang og til besøget i dag.
Blandt de politikere, der deltager i besøget, er udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og den norske udenrigsminister, Anniken Huitfeldt.