Sjov stjerne har levet et hårdt liv

Matthew Perry var sjov og glad som Chandler i "Venner", men privatlivet var tynget af alkohol og stoffer. Den 19. august fylder den plagede sitcom-stjerne 50.

Matthew Perry havde det ikke godt i længere perioder af Venner-karrieren. Foto: Neil Hall/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

I ti år var han manden med den kvikke bemærkning, der på det amerikanske sitcom-show “Venner” fik dåselatteren til at bryde ud.

Rollen som Chandler Bing gav Matthew Perry enorm berømmelse og en solid formue, men succesen på skærmen fulgte den verdenskendte skuespiller op med en lige så solid deroute i privatlivet.

Når Perry mandag den 19. august fylder 50 år, kan han derfor se tilbage på flere indlæggelser for både alkohol- og pillemisbrug.

Det var hårdt

Det så ellers lyst ud, da Matthew Perry i 1980’erne flyttede fra sin canadiske mor i storbyen Ottawa for at slutte sig til sin amerikanske skuespillerfar i Los Angeles.

I Canada havde Perry været en af sit lands bedste ungdomstennisspillere, men i USA lagde han ketsjersporten til side for at satse helhjertet på skuespillet.

Frem mod gennembruddet i “Venner” havde Matthew Perry flere mindre roller i amerikanske serier – heriblandt rollen som den selvmordstruede rigmandssøn Roger Azarian i hitserien “Beverly Hills 90210”.

“Venner” kørte over ti sæsoner fra 1994-2004.

I flere interview har Matthew Perry senere erkendt, at han ofte var stærkt plaget af sine misbrug under optagelserne, der også i flere af de senere sæsoner blev tilrettelagt efter Perrys indlæggelser.

Som mange andre Hollywood-stjerner blev han afhængig af det receptpligtige medicin Vicodin, der dulmer smerter og angiveligt giver en heroinlignende rus.

Køber og skriver

I årene efter “Venner” havde Perry flere roller i Hollywood-film og medvirkede også i mindre roller i andre serier.

Hans eget forsøg på at lave et comeback til seriehimlen hed “Mr Sunshine” og havde Perry i hovedrollen.

“Mr. Sunshine” blev dog lukket ned efter en enkelt sæson i 2011, og Matthew Perry har ikke lavet de store ting på skærmen siden da.

I stedet har han kastet sig over opkøb af ejendomme og er begyndt at skrive skuespil.

Hans debut, “The End of Longing”, fik i 2016 debut i London og året efter i New York.

Stykket er en mørk komedie, der handler om fire mennesker i 40-års-alderen, der slider for at finde ud af, hvad livet går ud på.

Powered by Labrador CMS