Skip to main content

Skal instruere stjernespækket serie

Skuespiller Nikolaj Lie Kaas skal instruere ny stjernespækket tv-serie 

Vi er vant til at se ham foran kameraet, men nu rykker han om bag det.

Nikolaj Lie Kaas skal nemlig instruere en ny TV 2-serie, som får premiere i 2023.

Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

Serien hedder "Agent" og handler om kendis-agenten Joe, som på trods af store ambitioner har mange udfordringer med alt fra klienter og gæld til privatlivet.

Stort potentiale

- Jeg har altid tænkt, at der et stort potentiale i min branches originaler og historier, og jeg har altid været fascineret af mennesker og karakterer, der ikke selv kan se de åbenlyst forkerte valg, de tager, siger Nikolaj Lie Kaas i pressemeddelelsen.

For første gang i 15 år skal Nikolaj Lie Kaas instruere en tv-serie. Den har blandt andre Lars Løkke Rasmussen og Melvin Kakooza med som gæstestjerner.
For første gang i 15 år skal Nikolaj Lie Kaas instruere en tv-serie. Den har blandt andre Lars Løkke Rasmussen og Melvin Kakooza med som gæstestjerner.Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Bedrag-skuespilleren Esben Smed spiller hovedrollen som agenten Joe, mens Julie Agnete Vang, som har spillet med i DR-serien "Når støvet har lagt sig", spiller rollen som Joes ekskone.

Derudover er der også besøg af en lang række kendisser som tæller blandt andre Sidse Babett Knudsen, Thomas Blachman, Rasmus Bjerg og Helle Thorning-Schmidt, som spiller sig selv i en mere eller mindre overdreven udgave.

Ikke første gang 

Serien kommer til at være i otte afsnit, og Nikolaj Lie Kaas betegner selv genren som en komedie oven på et drama.

Det er ikke første gang, at skuespilleren skal instruere en film. For 15 år siden sad han også bag kameraet, da han instruerede serien "Mr. Poxycat & Co.".

Del din kommentar