Skåler for sin nye DR-tjans efter nytår
Værten Pelle Peter Jencel overtager populært program
Pelle Peter Jencel overtager fra 10. januar rollen som vært på P3-programmet ’Tættere på himlen’.
Han afløser Andrew Moyo, der skifter til ’Go’morgen Danmark’ på TV 2.
- Nu er jeg fuld af ærefrygt for at overtage Andrew Moyos plads, og jeg glæder mig helt idiotisk, siger Pelle Peter Jencel, der kalder det en drøm at stå i spidsen for programmet, der forener de største hits, skjulte perler og lytternes bidrag.
DJ-battle og nytårsfest
Pelle Peter Jencel er allerede et kendt navn på P3 som tidligere vært på ’Lågsus’ og podcasten ’Hvem er…’.
Han deltog for nylig i ’Tættere på himlen’ som gæst, hvor hans DJ-battle mod sangeren Christopher blev set næsten en million gange på Instagram.
Med værtskabet på ’Tættere på himlen’ siger Jencel også farvel til ’Lågsus’, der sender sin sidste udsendelse den 31. december med en stor nytårsfest.
Omkring musikken
Chefen for P3, Isabella Hindkjær, kalder Jencel "et perfekt match" til programmet og fremhæver det som en central opgave for P3 at skabe fællesskaber gennem musikken.
’Tættere på himlen’ fortsætter som fredagsprogram på P3 og sender hver uge fra kl. 14.00-16.00.