Skandalechef fylder år

Efter en lang militær karriere nåede Tim Sloth Jørgensen at blive forsvarschef. Men det blev kun til et enkelt år i stolen. 21. oktober fylder han 70

Tim Sloth Jørgensens har en lang karriere i Forsvaret bag sig, men flere negative sager præger eftermælet. Han fylder 70 år torsdag 21. oktober. (Arkivfoto)
Tim Sloth Jørgensens har en lang karriere i Forsvaret bag sig, men flere negative sager præger eftermælet. Han fylder 70 år torsdag 21. oktober. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

I 2009 måtte Tim Sloth Jørgensen forlade posten som forsvarschef under ekstraordinære omstændigheder.

Den såkaldte jægerbogssag havde "svækket omverdenens tillid til Forsvaret og i særdeleshed til Forsvarskommandoen", lød det i afskedssalutten fra Sloth Jørgensen, der selv tog konsekvensen og gik af.

Stillingen som forsvarschef var ellers kulminationen på mange års tjeneste i Forsvaret for Tim Sloth Jørgensen, der fylder 70 år den 21. oktober.

"En lun mand"

Han er født i Randers og uddannet fra Søværnets Officersskole i 1978. 

Han steg hurtigt i graderne, og cv'et vidner om, de mange stillinger han har haft. Blandt andet orlogskaptajn og chef for Forsvarsstaben.

De fine poster var ikke ufortjente. Tim Sloth Jørgensen blev anset for at være både fagligt dygtig og en lun mand med omtanke for sine kolleger.

Det var derfor kun naturligt, at han i 2008 kunne overtage posten som forsvarschef efter Jesper Helsø. Der var nok at tage fat på med danske soldater i Afghanistan og et nyt forsvarsforlig på vej.

Skandaler i Forsvaret

Men det blev altså kun til lidt over et år på posten på grund af den benævnte sag om bogen "Jæger - i krig med eliten", en af de mest omtalte skandaler i Forsvarets historie.

Sagen omhandlede blandt andet, at en arabisk oversættelse var fabrikeret internt i Forsvaret, lækket til medier og lagt på nettet.

Flere ridser i lakken stødte til, da medier kunne berette om et overforbrug af offentlige midler i Forsvaret, blandt andet en række rejser på første klasse.

Tim Sloth Jørgensen forlod Forsvaret i 2011 efter et par år som kommitteret under Forsvarsministeriet.

Programchef hos Industriens Fond

Der har dog efterfølgende været brug for hans erfaringer andetsteds.

Han var indtil 2019 ansat hos teknologivirksomheden Terma.

I dag er Tim Sloth Jørgensen programchef for cyberindsatsen hos Industriens Fond.

Han er gift, bor i Virum nord for København og har tre børn og syv børnebørn.

Fødselsdagen skal i første omgang fejres med de nærmeste - senere med en herrefrokost.

Powered by Labrador CMS