Skønhed føltes som et fængsel
Det gav Hollywood-stjerne Jacqueline Bisset en ufred i hjertet, at det altid var hendes udseende, der udløste anerkendelse. Den 13. september fylder hun 80 år
Hun langt fra brillerede, da hun som barn i 1950'erne forsøgte sig med biroller i skolens teaterstykker i den lille engelske by Weybridge.
Talentet var ikke indlysende, og det faldt hverken salens fremmødte forældre eller den generte pige selv ind, at det en dag kunne blive hendes levebrød.
Satte sig fast
Da en lærer årevis senere henkastet konstaterede, at den unge Jacqueline Bisset da egnede sig til at blive skuespillerinde, satte det sig alligevel fast i teenagerens baghoved.
Vejen ind blev en modelkarriere, som lærte Bisset at føle sig tilpas foran kamera, lyslamper og tilskuere.
Hendes modeljobs betalte også for undervisningen i skuespil, og da hun i 1965 fik sin første filmrolle, gik der ikke længe, før hun for alvor havde slået hul i gennem til branchen.
Beskrev fyldige former
Som 21-årig flyttede hun til USA, og fra 1968 blev hun med roller i blandt andet "Detektiven", "Bullitt" og "The Sweet Ride" et kendt ansigt - og en kendt krop.
I medierne kunne hendes navn og professionelle præstationer sjældent nævnes, uden at en beskrivelse af hendes unge former, fyldige hår og betagende blik fulgte efter.
Englænderen så dog selv noget andet i spejlet.
Aldrig overbevist
- Jeg så ikke mig selv som en skønhed. Jeg kunne efter at have fået ordnet hår og makeup opnå et særligt udtryk, som de gerne ville have, men jeg var aldrig selv helt overbevist i hjertet, har hun udtalt til magasinet Woman's World.
Hun blev oftest tildelt roller, hvor hun spillede den tiltrækkende kæreste til stjerner som Frank Sinatra, Dean Martin og Paul Newman.
Indre konflikt
Det gav hende, hvad hun selv har beskrevet som en "ufred i hjertet", og skabte en indre konflikt.
Bisset nåede frem til en konklusion, som kvinder verden over også i dette årtusinde betragter som en sandhed - at de skal arbejde dobbelt så hårdt som mænd for at opnå de samme resultater.
Flere nomineringer
Filmstjernen blev fra 1960'erne frem til år 2000 nomineret til flere Golden Globe-priser, inden hun i 2014 endelig vandt en statuette for sin birolle i serien "Dancing on the Edge".
På trods af et stort antal bejlere både i branchen og blandt hendes mange fans har Jacqueline Bisset valgt at forblive ugift.
Gjorde ting på egen måde
- Jeg overlevede Hollywood, fordi jeg holdt fast i at gøre tingene på min egen måde. Jeg vil ikke gå på kompromis, sagde hun i 2012 til The Lady.
Hun bor i dag i Beverly Hills og medvirker fortsat i film - senest i 2022 som hovedrollen i filmen "Loren & Rose".