Skrevet ud af historien

Efter DR-dokumentar vil rejseselskabet Spies ikke længere bruge Simon Spies i markedsføringen

Udgivet Opdateret

Rejsekoncernen Spies vil fremover ikke længere bruge selskabets grundlægger, Simon Spies, i markedsføring.

Det fortæller administrerende direktør i rejseselskabet, Jan Vendelbo, til Jyllands-Posten efter en ny dokumentarserie på DR, "Spies og morgenbolledamerne."

Simon Spies fjernes nu helt fra selskabets markedsføring.
Simon Spies fjernes nu helt fra selskabets markedsføring.

DR-dokumentaren fortæller om, hvordan rejsekongen Simon Spies udnyttede magt og penge til at have sex med unge piger under 18 år.

Hører ingen steder hjemme

- Den beskrivelse, som er kommet frem, hører ingen steder hjemme. Vi tager stærkt afstand fra de handlinger, som skete i 1970’erne. Det har intet at gøre med Spies Rejer i dag eller vores nuværende ejere eller ledelse, siger Jan Vendelbo til Jyllands-Posten.

De unge piger blev kaldt "morgenbolledamer". Både af Spies selv, men også i sladderbladene, der skrev om rejsekongens liv.

Kræver undskyldning

Selv om det er 40 år siden, at Simon Spies døde, har selskabet helt op til i dag brugt ham i deres markedsføring. Men selskabet kommer ikke igen til at bruge Simon Spies i deres aktive markedsføring, fortæller Jan Vendelbo til Jyllands-Posten.

I kølvandet på dokumentaren har de unge ansatte, der blev betalt af Simon Spies for seksuelle ydelser og voldshandlinger mod sig, krævet en undskyldning fra Spies-koncernen for de ting, de dengang blev udsat for.

Direktør Jan Vendelbo understreger over for Jyllands-Posten, at "morgenbolledamer hører ingen steder hjemme," men at Spies ikke kan give kvinderne en undskyldning.

Advokat: Sag er forældet

Det var ellers det eneste, ofrene kunne forvente at få. Det siger advokat Mads Pramming, der tidligere har repræsenteret blandt andet Godhavnsdrengene og de såkaldte eksperimentbørn på Grønland.

Rejseselskabet Spies vil fremover ikke bruge Simon Spies i markedsføringen, fortæller Jan Vendelbo, der er administrerende direktør i Spies, til Jyllands-Posten. (Arkivfoto).
Rejseselskabet Spies vil fremover ikke bruge Simon Spies i markedsføringen, fortæller Jan Vendelbo, der er administrerende direktør i Spies, til Jyllands-Posten. (Arkivfoto).

- Man kan ikke stille Spies-koncernen over for noget juridisk, fordi sagen vil være forældet, siger han til Ritzau.

Mads Pramming understreger, at anerkendelsen i en undskyldning har været det vigtigste for alle dem, han har ført sager for - ikke pengene.

Powered by Labrador CMS