Skuespiller sørger over stort tab
Har mistet et nært familiemedlem
Den 39-årige TV-vært og skuespiller Hadi Ka-koush har fornylig mistet sin far, som han havde tæt inde på livet. Men optagelser til Natholdet holdt sorgen tilbage.
Sådan siger han i podcasten "Hva' så med Christian Fuhlendorf" ifølge Se og Hør.
Var terminalpatient
Faren har i lang tid været plaget af KOL, og op til hans død var familien klar over, at han var terminalpatient.
- Jeg ville bare gerne have nået at se ham noget mere. Han flyttede til Tønder, og det er tre og en halv time herfra. Jeg besøgte ham så ofte, som jeg overhovedet kunne, lyder det i podcasten.
Midt i optagelser
Dødsfaldet skete dog midt i optagelserne til Natholdet, og derfor måtte han holde sorgen tilbage, da han skulle optage programmerne færdige.
- Jeg tænker ikke engang, at jeg skal have en afløser på. Jeg tænker ”hvordan kan jeg få mig selv derhen?”, siger han.
Det var først, da det sidste program af Natholdet var i kassen, at han kunne mærke sorgen.