Skuespillerinde: Her er hemmeligheden bag mit ægteskab

Ifølge Salma Hayek har hun og gemalen, Francois-Henri Pinault, ikke noget vildt udfarende socialt liv.

Salma Hayek og Francois-Henri Pinault har datteren Valentina sammen. Foto: Reuters/Danny Moloshok
Offentliggjort Sidst opdateret

Jennifer Garner og Ben Affleck. Brad Pitt og Angelina Jolie. Gwen Stefani og Gavin Rossdale. Johnny Depp og Amber Heard.

Listen af celebre Hollywood-par, der har brudt med hinanden de seneste år, er alenlang.

Men hvis de havde gjort som skuespillerinden Salma Hayek og milliardæren François-Henri Pinault, kunne de måske have undgået den galopperende skilsmissestatistik, der hersker i Hollywood.

Hemmeligheden bag ægteskabet

Ifølge den 50-årige mexicanskfødte filmstjerne er hemmeligheden bag det ti år lange forhold med den 54-årige franske forretningsmand, at parrets ultimative førsteprioritet er og forbliver hinanden.

Det fortalte hun ifølge People under et arrangement i anledning af magasinet Harper’s Bazaars hyldest af fashionable kvinder.

– Vi har ikke et stærkt socialt liv, fordi vi virkelig gerne vil tilbringe tid sammen, så vi bruger en masse kvalitetstid sammen.

– Vi støtter hinanden i alt, hvad vi gør, og ønsker, at den anden skal opnå sine mål og er glad på hinandens vegne, lød Hayeks hemmelighed om sine ti år sammen med Pinault.

Brød kortvarigt med hinanden

Parret mødte hinanden i foråret 2006, og i september 2007 kom deres lille datter, Valentina, til verden.

Pinault og Hayek brød dog kortvarigt med hinanden i 2008, men giftede sig året efter i kærlighedens by, Paris.

– Nogle gange er det sværeste faktisk at balancere moderskabet med ægteskabet, lød det fra Hayek.

– Man skal lige minde sig selv om, at man også har et stort barn i huset. Selv om han ligner en, der er selvforsynende, har han også brug for kærlig omsorg.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS