Skuespillet ligger i hendes dna

Mille Hoffmeyer Lehfeldt begyndte med at indtale tegneseriefilm. Hun huskes især for sin rolle i tv-serien "Lykke". Søndag den 8. december fylder hun 40 år.

Skuespiller Mille Hoffmeyer Lehfeldt fylder 40 år søndag den 8. december 2019.. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er noget ved Mille Hoffmeyer Lehfeldts udstråling, som huskes.

Som da hun i 2011-2012 spillede hovedrollen i tv-komedieserien “Lykke”. Hun og hendes tvillingbror, spillet af Laus Høybye, tror, de har mistet deres forældre i en ulykke og prøver på hver sin måde at finde lykken.

Artiklen fortsætter under videoen.

Siden viser det sig, at forældrene har arbejdet som plastikkirurger i Mellemøsten. Deres hjemkomst er ikke ubetinget lykke.

Stor pris

Mille Hoffmeyer Lehfeldt, som fylder 40 år den 8. december, er uddannet fra Statens Teaterskole i 2006. Ud over tv-serier har hun medvirket i en række biograffilm, blandt andet “Flammen og Citronen” og “Lang historie kort”.

For den sidste vandt hun en Bodil for bedste kvindelige hovedrolle.

De genkendelige efternavne har hun fra sine forældre, Kirsten Lehfeldt og Stig Hoffmeyer, der begge også er skuespillere.

Hun har fortalt, at det lå lige for at følge i deres fodspor. Fra hun var helt lille, vidste hun, at hun ville være skuespiller.

– Jeg kan huske, at mine venner og jeg altid klædte os ud, da vi var små, og så optrådte vi i vores mødres højhælede sko med en lille historie eller nogle sange, vi havde lavet.

– Stakkels de gæster, der var tvangsindlagt til at se på os i flere timer, har hun tidligere sagt til Ritzau Fokus.

En speciel start

Som barn begyndte hun at lægge stemme til tegnefilm. Den første var “Aristocats”, og senere fulgte mange andre, blandt andet “Ed Edd og Eddy” og “Garfield”.

Mille Hoffmeyer Lehfeldt er en del af satiregruppen Platt-form, der også tæller Jakob Fauerby og Laus Høybye. De tre, som har kendt hinanden fra barndommen, blev i 2014 nomineret til en Reumert for det musikalske juleshow “Har du set min nissehue, mor?”.

Privat danner Mille Hoffmeyer Lehfeldt par med skuespiller Sophus Windeløv Kirkeby. De har to sønner.

Powered by Labrador CMS