Seks anholdt efter fund af kokain for knap en milliard kroner

310 kilo kokain kan blandes og blive til 1200 kilo med salgsværdi på 800-900 millioner kroner. Seks fængslet.

310 kilo kokain kan blandes og blive til 1200 kilo med salgsværdi på 800-900 millioner kroner. Dette foto er dog af et andet kokainfund. Arkivfoto: ENRIQUE CASTRO-MENDIVIL /Scanpix
Udgivet Opdateret

Et fund af 310 kilo kokain hos en virksomhed i Esbjerg i juli sidste år har ført til optrevling af en narkoring.

Kokainen er usædvanligt ren og vurderes at kunne blandes op til 1200 kilo med en salgsværdi på gaden til 800-900 millioner kroner, oplyser politiinspektør Brian Voss Olsen fra politiets Task Force Vest.

Seks personer er anholdt og fængslet i sagen, hvor efterforskningen er foregået for nedrullede gardiner.

En person udleveret

Anholdelserne er sket i Holland og Belgien. Foreløbig er en person blevet udleveret til Danmark med henblik på at blive tiltalt og komme for retten. Også resten kræves udleveret.

– Det er en sag af usædvanlige dimensioner. Det er en af danmarkshistoriens største beslaglæggelser. Vi har haft en stor international efterforskning, hvor vi har haft brug for alle vores kompetencer, siger Brian Voss Olsen.

Han udelukker ikke flere anholdelser i den store sag.

Brian Voss Olsen er leder af Task Force Vest, der er en særlig enhed inden for politiet, som beskæftiger sig med organiseret kriminalitet på tværs af politikredsene og her altså også på tværs af landegrænserne.

Den hemmeligholdte efterforskning begyndte efter beslaglæggelsen af de 310 kilo kokain i en container hos en virksomhed i Esbjerg 14. juli sidste år. Virksomheden er dog på ingen måde involveret i sagen, oplyser politiet.

Ingen danskere anholdt

Efterforskningen er sket i samarbejde med Rigspolitiets rejsehold og politiet i Holland og Belgien, der har stået for anholdelserne af de foreløbig seks mistænkte og et stort antal ransagninger. Der er også foregået efterforskning i lande uden for Europa.

Ifølge Brian Voss Olsen er der foreløbig ingen danskere blandt de anholdte.

På grund af de lukkede døre i sagen er der ikke detaljer om kokainfundet i Esbjerg, herunder oplysninger om hvor kokainen var på vej hen. Det er derfor uklart, om den var tiltænkt det illegale danske narkomarked.

/ritzau/

 

Powered by Labrador CMS