Slog ned på Disney og porno

I sine 16 år som forbrugerombudsmand slog Hagen Jørgensen både ned på Disney, pornoblade og bankgebyrer. Han fylder 85 år den 14. oktober

Hagen Jørgensen sad som forbrugerombudsmand i 16 år. (Arkivfoto)
Hagen Jørgensen sad som forbrugerombudsmand i 16 år. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Det er ikke alle forbrugerombudsmænd, hvis navne vækker genklang i den danske befolkning, men Hagen Jørgensen er et godt bud på en af de mest kendte.

Den profilerede jurist har nemlig en lang række opsigtsvækkende forbrugerrettighedskampe på cv'et, som han kan se tilbage på, når han den 14. oktober fylder 85 år.

Hagen Jørgensen blev uddannet jurist i 1963 og blev den tredje forbrugerombudsmand efter at have arbejdet en del år på Slotsholmen, så han var bekendt med det politiske system og de hårde kampe, der kan finde sted.

Den hårdhed skulle han få brug for.

I kamp mod kioskerne

Tag eksempelvis dengang Hagen Jørgensen gik i kamp mod kiosker og tankstationer, der placerede pornografiske blade i børnehøjde.

Eller dengang han jagtede tvivlsomme salgsmetoder hos selskaber, der solgte telefonsex.

Nå ja, han var også efter Disney, fordi han mente, at de målrettede skjulte reklamer til børn på underholdningsgigantens hjemmeside.

Sagerne har sandt at sige vakt opsigt i offentligheden. Den vigtigste af dem alle var dog kampen mod for store og for mange bankgebyrer, mener han selv.

Der skulle ryddes op, fortalte han i 2016.

- Der, hvor behovet for at rydde op var størst, var hos bankerne, og det er det nok stadigvæk. Det ser i hvert fald stadig ud som om, at der er problemer, siger Hagen Jørgensen.

Tid med familien

Udtalelsen her var en undtagelse, for Hagen Jørgensen har ikke været meget i medielyset efter sit stop som forbrugerombudsmand - helt i tråd med den afskedssalut, han gav i 2006, da han gik på pension.

Her sagde han nemlig, at han nu så frem til at tilbringe mere tid med sin familie og sagtens mente, at han kunne holde sig fra at deltage i debatten på forbruger- og markedsføringsområdet.

Powered by Labrador CMS