Slog sit navn fast med "Seven"

Skuespilleren Gwyneth Paltrow var en af de store stemmer i MeToo-bevægelsen. Hun driver også livsstilsbrandet Goop, og den 27. september fylder hun 50

Udgivet Opdateret

Gwyneth Paltrow er født ind i en vaskeægte Hollywood-familie. Hendes mor var skuespiller, og hendes far var instruktør og producer.

Den meget berømte filminstruktør Steven Spielberg er sågar hendes gudfar. 

Han skaffede hende en af hendes tidlige roller i sin Peter Pan-film, "Hook", i 1991. 

Her spillede hun ved siden af Robin Williams, Julia Roberts og Dustin Hoffman.

Den 27. september fylder Gwyneth Paltrow 50 år.

Skuespillerinden slog for alvor sit navn fast, da hun spillede over for Brad Pitt, Morgan Freeman og Kevin Spacey i den psykologiske thriller "Seven" i 1995.

Gwyneth Paltrow, som er mest kendt for sin Hollywood-karriere, talte som stifter og direktør for livsstilsfirmaet Goop på en konference i Los Angeles i maj. Den 27. september fylder skuespilleren og forretningskvinden 50 år.
Gwyneth Paltrow, som er mest kendt for sin Hollywood-karriere, talte som stifter og direktør for livsstilsfirmaet Goop på en konference i Los Angeles i maj. Den 27. september fylder skuespilleren og forretningskvinden 50 år.

Da hun fik hovedrollen i filmen "Emma", som blev produceret af Harvey Weinstein, gjorde produceren uønskede seksuelle tilnærmelser til den 22-årige skuespillerinde - og hun var langtfra den eneste.

Filmmogulen Harvey Weinsteins upassende opførsel mod dusinvis af kvinder i branchen blev den primære drivkraft bag MeToo-bevægelsen, der fik fart i 2017.

Shakespeares muse

Den kastede lys på magt- og seksuelt misbrug i Hollywood. Og her var Gwyneth Paltrow en af de mest højprofilerede skuespillere, som stod frem.

Hun hjalp journalister med at finde andre ofre og opfordrede dem til at fortælle deres historie.

Hun fik sit livs filmrolle i 1998, da hun spillede digteren William Shakespeares muse i filmen "Shakespeare in Love".

For den præstation modtog hun både en Oscar, en Golden Globe, en Screen Actors Guild-pris og en Bafta i kategorien Bedste Kvindelige Hovedrolle.

Hun har også medvirket i film som "The Talented Mr. Ripley", "Iron Man", "The Avengers", "Spiderman: Homecoming" og "Contagion" samt i ungdomsserien "Glee".

Gwyneth Paltrow stiftede sin livsstilsvirksomhed, Goop, i 2008.

Kæreste med Pitt og Affleck

Det begyndte som et nyhedsbrev om sundhed og velvære. Siden har det udviklet sig til en netbutik, et printmagasin, en podcast og en dokumentarserie på Netflix.

I 2017 trak hun sig tilbage fra lærredet for at fokusere på Goop, som nu har omkring 200 ansatte. Virksomheden har dog fået kritik for at promovere påstået sundhedsfremmende behandlinger og produkter, hvis effekt ikke er dokumenteret.

Privat har hun været kæreste med skuespillerne Brad Pitt og Ben Affleck. Og hun blev gift med den britiske Coldplay-forsanger Chris Martin i 2003.

"Fix You"

De mødte hinanden, to uger efter at skuespillerinden mistede sin far. Gwyneth Paltrows sorgproces blev inspirationen bag Coldplays populære sjæler "Fix You".

- Sangen handler om, hvordan han hjalp mig med at samle mit knuste hjerte efter min fars død, udtalte hun til radiovært Howard Stern i 2015.

Parret fik senere datteren Apple og sønnen Moses, men de gik fra hinanden i 2014 efter 12 år sammen.

Gwyneth Paltrow er i dag gift med tv-producer Brad Falchuk.

Powered by Labrador CMS