Genbo redder mand ud af brændende hus

Tirsdag aften brød et hus i brand. Én person blev forbrændt.

Udgivet Opdateret

En mand blev tirsdag aften overført til Rigshospitalet med brandskader efter en brand i et rækkehus i Aarhus-forstaden Tranbjerg.

Det oplyser Østjyllands Politi til Newsbreak.dk.

Branden blev anmeldt klokken 22.49.

– En genbo ser, der er ild i stuen, siger Per Bennekov, politikredsens vagtchef.

Genboen slår alarm, løber over i rækkehuset og får reddet den 32-årige beboer ud.

– Han er forbrændt på benene og andre steder på kroppen, siger Per Bennekov.

Han bliver derfor overført til Rigshospitalet i København.

– Det er ikke livstruende, siger vagtchefen.

Hvorfor branden opstod, vides på nuværende tidspunkt ikke.

– Nu skal vi have foretaget nogle brandtekniske undersøgelser, slutter Per Bennekov.

Powered by Labrador CMS