Smukfest afslører de første navne

Soullegenden Lionel Richie og det engelske tegneserieband Gorillaz slår vejen forbi Smukfest i 2021.

Offentliggjort Sidst opdateret

Næste års Smukfest bliver prydet af sukkersøde soultoner og basarm, når festen løber af stablen i bøgeskoven i august.

Festivalen har onsdag offentliggjort, at soullegenden Lionel Richie, tegneseriebandet Gorillaz og dj’en Kygo alle er på plakaten til næste års festival.

Artiklen fortsætter efter videoen

Det oplyser Smukfest i en pressemeddelelse.

Den amerikanske soulsanger Lionel Richie var skemalagt til at indtage scenen allerede i år – men det blev ikke til noget, eftersom hele festivalen blev aflyst på grund af coronapandemien.

Også Kygo skulle have optrådt på Smukfest i 2020, men er i stedet kommet på plakaten til 2021.

Dj’en fra Norge har i det seneste årti etableret sig blandt eliten inden for edm-genren (electronic dance music, red.) med hits som “Firestone” fra 2014

Bag tegneseriebandet Gorillaz står tegneren Jamie Hewlett og sanger og producer Damon Albarn, der også er kendt fra bandet Blur.

Lionel Richie har gjort karriere som soulsanger igennem et halvt århundrede – først i motown-gruppen The Commodores og senere som soloartist. Han er kendt for en række hits som “Hello” og “All night long”.

– Vi længes efter at se vores fantastiske publikum slippe deres bedste moves på et dansegulv af bøgeflis – og det må man sige, at de tre første navne til programmet lægger op til, står der i pressemeddelelsen.

Gorillaz optrådte sidst i Danmark på Roskilde Festival i 2018, hvor koncerten måtte afbrydes, da rapperen Del the Funky Homosapien faldt ud over scenekanten under sangen “Clint Eastwood”.

Alle tre kunstnere er dog nye bekendtskaber for festivalen i bøgeskoven, da ingen af dem har optrådt på Smukfest før.

Smukfest i 2021 bliver afholdt mellem 4. og 8. august.

Kygo spiller torsdag 5. august, Lionel Richie spiller fredag 6. august, og Gorillaz går på scenen lørdag 7. august.

Powered by Labrador CMS