Snedig tyv chokerer alle: Stjal Grammy-stjernes smykker

Den canadiske rapper Drake fik stjålet smykker til en værdi af 20 millioner kroner under sin seneste koncert.

En tyv listede sig ind i “Hold On, We’re Going Home”-kunstnerens tourbus og stjal Drakes enorme samling af smykker. Foto: Instagram.
Offentliggjort Sidst opdateret

Når hitmageren Drake optræder med sine populære numre som “Hotline Bling”, er han ofte iført gigantiske og funklende smykker.

Under rapperens seneste koncert i den amerikanske by Phoenix i delstaten Arizona var der andre end Drakes fans, der havde lagt mærke til de store juveler.

Værdier for millioner af dollars stjålet

En tyv listede sig nemlig ind i “Hold On, We’re Going Home”-kunstnerens tourbus og stjal Drakes enorme samling af smykker.

De dyrebare accessories har en samlet værdi af tre millioner dollar, som svarer til næsten 20 millioner danske kroner.

Tyven anholdt

Ifølge en talsmand fra politiet i Phoenix er gerningsmanden dog allerede fanget og identificeret. Det skriver Reuters.

Tyven er 21-årige Travion King, som blev anholdt af myndighederne, efter man fandt smykkerne i hans besiddelse. Efterfølgende har politiet også fundet videoovervågning, der viser hele tyveriet.

Travion King sidder bag tremmer i fængslet Maricopa County.

Drakes repræsentanter har endnu ikke ønsket at udtale sig om sagen.

Den canadiske kunstner Drake har efter sin rørende tale til sangerinden Rihanna ved årets VMA-prisuddeling fået en del medieomtale. Mange spekulerer på, om stjernerne danner par.

Men hverken Rihanna eller 29-årige Drake har talt åbent om deres forhold.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS