Sneen føg over det britiske tronfølgerpar i den norske hovedstad
Prins William og hertuginde Kate besøgte den norske hovedstad torsdag. Det herlige par blev modtaget af et massivt snefald - og af det norske kronprinspar.
Der var dyb sne i Gardermoen lufthavnen ved Oslo, da prins William og hertuginde Kate besøgte den norske hovedstad torsdag den 1. februar.
Det royale par blev således mødt af et vinterlandskab, som de ikke just er vant til hjemme fra London.
Det skriver flere britiske medier – blandt andre Daily Telegraph.
Da parret forlod det private charterfly, kunne de hilse på kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit.
Møder den norske verdensmester
I løbet af torsdagen deltager William og højgravide Kate i en række forskellige arrangementer.
De besøger blandt andet et innovationscenter, hvor en masse unge iværksættere tager imod – og senere skal de se en skulpturpark.
William vil også møde Magnus Carlsen, der er Norges fabelagtige skak-verdensmester.
Sidst, men ikke mindst, bliver der også tid til, at prinsen og hertuginden kan hilse på det norske folk.
Spiser middag med regentparret
Parret har brugt de sidste to dage på at besøge den svenske hovedstad.
Og i dag er turen altså kommet til Oslo – inden parret atter vender næsen hjemad.
Torsdag aften er kong Harald V og dronning Sonja værter ved en middag på kongeslottet.