Sofie Gråbøl fejrer 30 års jubilæum som skuespiller
Sofie Gråbøl fik sit gennembrud i "Barndommens Gade" fra 1986, men er langt fra træt af filmbranchen endnu.
Det er ikke ofte, at en person vælger at have samme jobtitel gennem 30 år. Enten skifter man arbejde, bliver forfremmet eller vælger en hel anden levevej.
Derfor er Sofie Gråbøl også selv imponeret over, at hun i år har 30 års jubilæum som skuespiller.
– Det, jeg synes er mest utroligt, må være, at selv om jeg har arbejdet med det her fag så længe, så er jeg slet ikke træt af det, siger den 48-årige skuespillerinde og fortsætter:
– Overordnet synes jeg, at jeg har været sindssygt privilegeret indtil nu. Jeg har fået lov til at spille alle genrer på både film, tv og teater og både i indland og udland.
Stadig sjovt at lave film og tv
Hun har nu også et bud på, hvorfor hun, efter tre årtier, stadig synes, at det er spændende at lave film og tv.
– Det er et fag, der bliver ved med at være sindssygt udfordrende, angstprovokerende og interessant. Det er jo ikke et fag, hvor man kan sige “Så, nu ved jeg lige præcis, hvordan det skal skæres”. Hvert nyt projekt og hver ny rolle er et møde med nye mennesker, fortæller “Forbrydelsen”-skuespillerinden.
– Jeg tager 30 år mere
Trods 30 år i branchen og mange flotte filmtitler på cv’et, er det alligevel ikke nok til, at hun kan gøre status på de bedste roller eller bedste oplevelser. For den status skal først laves, når hun siger farvel til branchen.
– Jeg regner da med at tage 30 år til. Så længe jeg kan lave noget, der udfordrer mig, så bliver jeg ved.
Mandag den 7. november var det præcis 30 år siden, at Sofie Gråbøls gennembrudsfilm “Barndommens Gade” fik premiere.
Sofie Gråbøl kan ses i fjernsynet hver aften fra den 1. december i DR’s nye julekalender “Den Anden Verden”.
/ritzau/FOKUS