Sofie Gråbøl hylder her legendarisk instruktør

Lars von Trier er kunstner som få, men det er ikke uden omkostninger, mener skuespillerinden Sofie Gråbøl.

Sofie Gråbøll spiller med i Triers nye film. Foto: Scanpix/Stephane Mahe
Sofie Gråbøll spiller med i Triers nye film. Foto: Scanpix/Stephane Mahe
Offentliggjort Sidst opdateret

Den første gang, skuespillerinden Sofie Gråbøl arbejdede med Lars von Trier, havde hun en drøm, der ret nøjagtigt illustrerer, hvilke tanker hun gør sig om den kontroversielle instruktør, der lige nu er i Cannes, hvor hans nyeste værk, “The House That Jack Built”, bliver vist.

Det var under optagelserne på “Direktøren for det hele”, som hun spillede med i tilbage i 2006.

– I drømmen kommer Lars op til mig og siger, at han har nogle ændringer til manuskriptet. Men det er Biblen, han har i hånden, fortæller Sofie Gråbøl.

– Det siger noget om, hvor højt jeg agter ham, siger hun og griner.

Andet samarbejde

I “The House That Jack Built” er det anden gang, hun arbejder sammen med Lars von Trier.

I filmen spiller hun en mor, der sammen med sine børn bliver skudt på en picnic af seriemorderen Jack. Men først efter en nervepirrende omgang katten efter musen, der ved filmens gallavisning i Cannes fik flere til at forlade biografen.

Da Lars von Trier henvendte sig til hende, var hun dog ikke i tvivl om, at hun gerne ville spille rollen.

– Selvfølgelig læser jeg lige manuskriptet, men jeg kan ikke forestille mig, hvad han ville have skrevet, som jeg ville sige nej til, siger hun.

Provokeret, frastødt og forarget

Der gik ikke lang tid, fra filmen blev vist i Cannes, til de første forargede stemmer dannede kor: Filmen er kvindefjendsk, von Trier er gal, den er fyldt med meningsløs vold.

Sofie Gråbøl har et andet syn på værket.

– Jeg bliver provokeret og forarget og frastødt, men det næste sekund sidder jeg og skriger af grin. Med Lars får man simpelthen ikke lov til helt bevidstløst at gå ruten gennem en historie. Og det er fantastisk, mener hun.

– Vi er så vant til at kigge på vold, men han får os til rent faktisk at se det. Det er derfor, det er så forstyrrende, for man reflekterer rent faktisk over det, man ser, i stedet for bare at indtage det, siger den 49-årige skuespillerinde.,

Mishandlede kvinder

Enkelte vrede røster har proklameret, at det er uforståeligt, at filmfestivalen i Cannes, der i syv år har haft von Trier på deres sorte liste, lader ham komme tilbage med en film, hvor alle kvinderne bliver mishandlet og slået ihjel.

Det falder ikke godt i spænd med MeToo-bølgen og den fokus, der er på kvinders rolle i filmbranchen, mener de.

Men den kritik vil Sofie Gråbøl ikke stå på mål for.

– Jeg synes ikke, han har brug for at blive forsvaret, siger hun.

– Han er om nogen en instruktør, der har skrevet ekstraordinære kvinderoller. Man kan ikke beskylde ham for at portrættere kvinder på en stereotyp måde, siger hun.

Stående bifald

Noget tyder dog på, at mange i Cannes også glæder sig over at have provokatøren og filmmageren tilbage.

Da instruktøren mandag aften gik op ad den røde løber og ind i biografen ved sin egen gallapremiere, var det til et fem minutter langt stående bifald.

Det rørte Sofie Gråbøl dybt. Man skal nemlig huske, at von Trier både kunstnerisk og personligt gør noget, de færreste tør.

– Man skal ikke underkende, hvor stor en pris det har at være en kunstner som Lars. For det koster noget at se så skarpt og leve så skarpt, siger hun.

– Han har altid, og det er så respektindgydende, stillet sig derud, hvor der ikke er behageligt at være. Hvor det er det modsatte af sikker grund. Det har en pris. Og alligevel bliver han ved at gøre det, siger hun.

Powered by Labrador CMS