Solgt for vanvittigt beløb

Sko, som Michael Jordan havde på i sin debutsæson i NBA, er blevet solgt på auktion i Las Vegas

Michael Jordan nåede at vinde NBA-mesterskabet seks gange med sin klub Chicago Bulls. Nu er et sæt sko fra den første NBA-sæson solgt for 9,4 millioner kroner på auktion. (Arkivfoto)
Michael Jordan nåede at vinde NBA-mesterskabet seks gange med sin klub Chicago Bulls. Nu er et sæt sko fra den første NBA-sæson solgt for 9,4 millioner kroner på auktion. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Et sæt sko, som basketballspilleren Michael Jordan spillede i for 37 år siden, er søndag blevet solgt for 1,47 millioner dollar på en auktion i Las Vegas.

Det oplyser auktionshuset Sotheby ifølge finansmediet Bloomberg News. Det svarer til en salgspris på 9,4 millioner kroner.

Det er ifølge Bloomberg News den højeste pris nogensinde for sko på en auktion.

Michael Jordan havde basketskoene på i den femte kamp i hans første NBA-sæson i 1984.

Det var samme år, hvor Jordan og Nike lavede den produktlinje af sko og tøj, som har eksisteret lige siden - herunder skomærket Air Jordan.

På forhånd var det forventet, at skoene ville blive solgt for 1-1,5 millioner dollar.

Køberen er ikke identificeret.

Trøje gik for to millioner

Sidste år blev en trøje, som Jordan havde på, da han skrev under med Chicago Bulls i 1984, solgt for 320.000 dollar. Det svarer til omkring to millioner danske kroner.

Prisen var den hidtil højeste, der er blevet givet for en trøje, som den seks-dobbelte NBA-mester har haft på.

Skoene solgt på søndagens auktion er ikke de dyreste sko, der nogensinde er solgt.

I april blev et par sko, som rapperen Ye havde haft på, solgt for 1,8 millioner dollar - svarende til 11,5 millioner kroner. Ye var indtil for nylig kendt under navnet Kanye West.

Skoene blev købt af Rares, som er en markedsplads for investering i sko.

Markedspladsen gør det muligt for brugere at investere i sjældent fodtøj.

Således kan brugere investere i andele i sko , på samme måde som investorer kan købe aktier i et selskab.

Powered by Labrador CMS