Sommerplanerne er klar

Traditionen tro drager dronningen på sommertogt i Danmark. Men denne sejlsæson bliver ganske særlig

Der venter Dronning Margrethe en særlig sejlsæson ombord på Kongeskibet Dannebrog.
Der venter Dronning Margrethe en særlig sejlsæson ombord på Kongeskibet Dannebrog.
Udgivet Opdateret

Den 3. maj 2020 tager dronning Margrethe hul på en helt særlig sejlsæson, når hun går ombord på Kongeskibet Dannebrog.

For i år er det nemlig 90 år siden, at der første gang blev hejst kommando på Kongeskibet, som nu gennem ni årtier har tjent som officiel og privat residens for henholdsvis Christian 10., Frederik 9. og dronning Margrethe. 

Fejrer jubilæum i Aarhus

Dronningen begiver sig ud på to sommertogter i år.

Det første indledes i Helsingør Kommune den 1. juni og fortsætter den 2. juni i Norddjurs Kommune med et besøg på Anholt. 

I dagene 3.-4. juni afslutter Dronningen årets første sommertogt i Aarhus Kommune, hvor kommunen samtidig markerer Dronningens 50-års Regeringsjubilæum. 

Receptioner i havnene

Dronningen indleder i sensommeren årets sidste sommertogt fra den 29. til 30. august i Slagelse Kommune og fortsætter herefter først til Smålandsfarvandet i Lolland Kommune den 31. august og dernæst til Frederiksberg Kommune den 1. september. 

Dronningen vil desuden gennemføre et besøg i Tønder Kommune den 6. august i forbindelse med den udsatte fejring af Genforeningen 1920.

Når Dronningen er på sommertogt, fungerer det cirka 80 meter lange Kongeskib som Majestætens residens. 

Under årets to sommertogter vil Dronningen traditionen tro afholde receptioner rundt om i havnene. 

Værd at vide om Kongeskibet Dannebrog

I sine 90 år på søen har Kongeskibet Dannebrog besøgt hovedparten af havnene i Danmark, Grønland og Færøerne samt havne i Middelhavet, Caribien og på USA’s østkyst. 

Kongeskibet blev navngivet af Dronning Alexandrine og afløste hjuldamperen Dannebrog, der havde fungeret som kongeskib siden 1879. 

Ud over at fungere som officiel og privat residens for den kongelige familie, er Dannebrog også et uddannelsessted for værnepligtige og officerselever ligesom skibet tager del i farvandsovervågning og søredningstjeneste. 

Gennem tiden har Kongeskibet Dannebrog uddannet cirka 3.300 værnepligtige og sejlet mere end 800.000 sømil.

Kilde: Kongehuset
Powered by Labrador CMS